Britisk avis: Liverpool tæt på ny aftale med Carlsberg

Bryggeriets sponsorchef afviser, at man er så langt i forhandlingerne om en ny kontrakt.

Fodboldklubben Liverpool skulle være tæt på at få Carlsberg til at betale en rekordsum på 483 mio. kr. for en fireårig sponsoraftale. Den nuværende kontrakt mellem den nordengelske klub og det danske bryggeri udløber næste sommer. Carlsbergs sponsorchef, Keld Strudahl, afviser beløbet, og at en aftale skulle være lige om hjørnet.

Det er den britiske avis News of the World, som hævder, at Liverpool går efter en rekordaftale, og at klubben regner med at afslutte forhandlingerne inden sommerferien.

Men det harmonerer dårligt med, at samtlige afdelinger i Carlsberg har fået lommerne syet til af koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen. Ordren lyder, at der skal betales gæld af og ikke stiftes ny eller bruges penge.

»Det står for den britiske avis' regning. Vi er så småt begyndt at forhandle med Liverpool, og der er ingen tal på bordet endnu,« siger international sponsordirektør Keld Strudahl, Carlsberg.

Carlsberg har været sponsor for Liverpool siden 1992, og den nuværende tre-årige aftale udløber den 1. juni 2010. News of the World skriver, at Liverpool går efter en stigning i beløbet på 50 pct. ved en fireårig aftale til 120 mio. kr. om året mod den nuværende, som er 80 mio. kr. værd på årsbasis.

»Jeg tror ikke, at vi bliver part i en rekordaftale midt i en finanskrise. Der er et godt stykke vej endnu, til vi skal have lukket den aftale. Efter påske begynder reelle forhandlinger,« siger Keld Strudahl.

Carlsberg har tidligere forsøgt at lave kontrakter, som løber længere end tre år. Det er hidtil ikke lykkedes, og den nuværende kontrakt blev kun på tre år, fordi det var ønsket fra Liverpools amerikanske ejere.

BRANCHENYT
Læs også