Storstilet politiopgave

10.500 betjente skal passe på verdens topledere.

London

»Vi vil blive pressede, men vi har stor erfaring i at håndtere sådanne arrangementer, og hvis nogen kommer til London med henblik på at lave ballade, vil de blive mødt med en passende respons.«

En ordknap chef for Londons Metropolitan Police, Simon O'Brien, sendte i går en stærk advarsel til demonstranter, da han på et pressemøde i Scotland Yards hovedkvarter beskrev sikkerheden i forbinndelse med G20-mødet.

Topmødet er den største og mest udfordrende opgave for Londons politi i nyere tid. Alene logistikken er lidt af et mareridt for styrken, der skal sørge for både sikkerhed og transport af topledere fra verdens 20 økonomisk mest magtfulde nationer og de omkring 500 embedsmænd, som de bringer med sig. Herunder den amerikanske præsident Barack Obama, der kommer til Europa for første gang efter sin indsættelse i januar.

Aktivister har travlt
Oven i dette skal politiet håndtere et stort tal af anmeldte demonstrationer. Alene i morgen er der fire større demonstrationer - eksempelvis foran den amerikanske ambassade og Bank of England.

Men det, politiet frygter mest, er uanmeldte demonstrationer eller demonstrationer, der kommer ud af kontrol, men Simon O'Brian holdt kortene tæt til kroppen.

Han ville således ikke bekræfte rygter om, at demonstranter allerede den 1. april, som er blevet navngivet ”Financial Fools Day”, vil forsøge at bestorme en bank. Politiet har de seneste måneder overvåget offentlige chatrooms og advaret om risikoen for voldelige aktioner. Ifølge politichef O'Brien er der i det hele taget en uhørt høj aktivitet blandt aktivister i forbindelse med topmødet.

Det har fået banker i byen til at forhøje sikkerheden og mange ansatte til at vælge at arbejde hjemme. Et andet scenario er, at demonstranter belejrer hoteller med delegerede, så de bliver forhindret i at deltage i selve G20-mødet. Eller miljøaktivister, der planlægger at slå en teltlejr op på en af byens mest befærdede gader.

Pris: 57 mio. kr.
Der er afsat 10.500 politifolk ud af en styrke i London på 31.000 til opgaven. Det samlede sikkerhedsbudget er på 57,5 mio. kr. Londons politi har desuden fået hjælp fra politistyrker andre steder i landet til opgaven.

BRANCHENYT
Læs også