Bilforhandler holder skindet på næsen

Trods et mareridtsagtigt fjerde kvartal lykkedes det for bilforhandler-koncernen Andersen & Martini at komme ud af 2008 med overskud.

Flere trusler tårner sig op foran den københavnske bilforhandler Andersen & Martini. Ikke alene er bilsalget faldet med 50 pct. i de første måneder af 2009. En stor del af de bilmærker, som fylder op i Andersen & Martinis salgslokaler, har vist sig at have store økonomiske problemer.

Det gælder Saab, der er i betalingsstandsning, og General Motors, som også er i krise. Alligevel er adm. direktør Peter Hansen fortrøstningsfuld:

»Det kunne være meget værre. Det var en skam med det dårlige fjerde kvartal, for ellers havde det set pænere ud. Nu er hele markedet for både nye biler og brugte biler faldet med 50 pct., men værkstedet går godt.«

Usikre forventninger
Andersen & Martinis årsregnskab, der kom i går, viser en bundlinje før skat på fire mio. kr. eller tre mio. kr. mindre end sidste år.

For 2009 har Peter Hansen valgt ikke at offentliggøre forventninger, fordi de vil være for usikre.

»I de første par måneder så det ikke for godt ud. Men det kan være, at det vender nu. Nu kommer SP-pengene, så kan der være nogle, der siger - det passer lige med udbetalingen til en ny bil. Folk har også generelt fået lidt mere i lønningsposen efter skattelettelserne,« siger Peter Hansen, der også mener, at nogle af de medarbejdere, der overlevede fyringsrunderne i første kvartal, kommer til at melde sig ude hos bilforhandlerne.

En anden mulig indtægtskilde er firmabilkunderne - et marked, som ifølge Peter Hansen kan overraske i 2009:

»Mange leasingselskaber skød indkøbet af nye biler med et år til fire år. Så kunne kunderne også køre lidt billigere skattemæssigt. Jeg tror ikke, at de biler får lov til at blive fem år gamle.«

Håb om ny stationcar
På den baggrund mener Peter Hansen, at Opel har gode chancer for at sælge mange biler, fordi Vectra-afløseren, Insignia, netop er kommet som stationcar. Til gengæld kan GM's krise i USA vise sig at være en høj omkostning for bilforhandleren. Det kan ske, hvis garantiforpligtelserne for GM's bilmærker som f.eks. Opel, Saab eller Chevrolet falder bort.

»Andersen & Martini indestår for garantien, uanset hvad der måtte ske for en bilfabrik,« siger Peter Hansen, der henviser til, at bilforhandleren har en egenkapital på 100 mio. kr.

Andersen & Martini sælger Saab, Corvette, Cadillac, Fiat, Kia og Opel.

BRANCHENYT
Læs også