Lufthavn fyrer to direktører

Et drastisk fald i passagertallet koster nu to direktører jobbet i Københavns Lufthavne. • Salget af luksusvarer i lufthavnen er ramt hårdt af afmatningen.

Lufthavnsboss Brian Petersen har ikke fredet lufthavnens øverste ledelse i den fyringsrunde, der i sidste uge kostede 74 medarbejdere jobbet. I går sagde Københavns Lufthavne således farvel til to direktører - kommerciel direktør Henrik Busch og kommunikationsdirektør Pui Ling Lau.

»Jeg har tilpasset organisationen til det passagertal, der er pt. Vi begyndte ved at nedlægge 74 stillinger i driften i sidste uge - og nu må vi også tilpasse os på lederniveau, hvor vi desværre må nedlægge to stillinger,« siger Brian Petersen.

Fyringerne sker med henvisning til den økonomiske krise, der har medført et markant fald i antallet af passagerer. I januar faldt passagertallet med godt 14 pct. og i februar med godt 19 pct., så der alene i de to måneder har været omkring 500.000 færre passagerer end i 2008.

Færre køber Prada
Ifølge Brian Petersen påvirker det store fald i antallet af passagerer lufthavnens forretning på alle fronter - både i form af færre passagerafgifter, færre indtægter fra hoteldrift og parkering - og et dyk i salget i lufthavnens butikker:

»I salget er det ikke mindst luksusvarer, der er ramt hårdt af afmatningen. Det mærker man i vores nye shoppingområde, hvor vi har butikker som Prada, Gucci og Lynggaard,« siger lufthavnsdirektøren.

Sidste år blev der omsat for 2,6 mia. kr. i lufthavnens butikker. Ifølge lufthavnsdirektøren falder omsætningen nogenlunde med samme procentsats, som passagertallet falder - og endda mere for luksusvarer. Hvis faldet i passagertallet på mellem 15 og 20 pct. fortsætter året ud, vil der dermed blive lagt op til 500 mio. kr. mindre i butikkernes kasseapparater i år.

Et godt signal
Henrik Busch, der har været kommerciel direktør siden 2004, tager afskedigelsen med ro:

»Jeg skulle især stå for et par større forretningmæssige udviklingsprojekter. Da de er blevet aflyst på grund af krisen, er det jo lidt dyrt at have mig rendende rundt. Desuden synes jeg, at det er et godt signal, at ingen i direktionen er fredet, når der skal afskediges folk,« siger han.

Københavns Lufthavne har den australske kapitalfond, Maquarie, som hovedejer og den danske stat som mindretalsaktionær. Sidste år omsatte lufthavnen for 3,1 mia. kr. og havde 21,5 mio. passagerer. Det tal ventes at blive lavere i år.

BRANCHENYT
Læs også