Milliardopkøb belaster regnskabet

Sauer-Danfoss belaster regnskabet for Danfoss, men koncernen fortryder ikke opkøbet, som skete på ryggen af højkonjunkturen.

Danfoss har ikke fortrudt overtagelsen af hydraulik koncernen Sauer-Danfoss, selv om købet er den direkte årsag til et historisk underskud hos industrigiganten.

Danfoss meddelte for et år siden, at man ville købe 17,5 pct. af aktierne for 2,4 milliarder kr. Det skete på et tidspunkt, da højkonjunkturen rasede, og aktiekursen var i top. Siden er kursen faldet med 90 pct., og spørgsmålet er, om Danfoss har købt for dyrt.

»Der åbnede sig et vindue på det tidspunkt. Vi er fortsat glade for, at Danfoss blev majoritetsaktionær, for vi tror på Sauer-Danfoss på den lange bane. Med den nuværende kurs havde muligheden ikke været der, så det er ikke relevant at spekulere i, om vi kunne have købt billigere i dag,« siger Niels B. Christiansen, koncernchef i Danfoss.

Den danske industrigigant har forkøbsret på at købe 20 pct. af aktierne i 2010 og 2012, og det vil koste yderligere et milliardbeløb.

Købskursen blev aftalt ved overtagelsen sidste år. Den ligger i et interval, som afhænger af resultaterne hos Sauer-Danfoss.

Minimumskursen er dog væsentligt højere end den aktuelle kurs.

Attraktiv pris
»Som resultaterne er nu, kan vi købe til en minimumspris, som vi sidste år anså for særdeles attraktiv,« siger Niels B. Christiansen.

Sauer-Danfoss fremstiller hydrauliske og elektroniske systemer og komponenter til mobile arbejdsmaskiner inden for bl.a. byggeri, transport og anlæg. Netop disse sektorer er hårdt ramt af den globale økonomiske opbremsning.

Den amerikanske gigant Caterpillar, som er en af de store kunder, har således varslet fyring af 24.000 medarbejdere.

BRANCHENYT
Læs også