Sydbank: Nye Alk-Abello studier ændrer ikke salgsestimater

Det er udmærket for Alk-Abello, at medicinalproducenten mandag kan offentliggøre studier af græsallergimidlet Grazax, som viser, at det giver en varig effekt også efter behandlingen er sluttet.

Men det bekræfter blot noget, man vidste i forvejen, og det vil således ikke få analytikerne til at ændre på salgsestimaterne for produktet. Det vurderer medicinal-analytiker Rune Majlund Dahl fra Sydbank.

- Jeg tror ikke på baggrund af det her, at der er nogen, der kommer til at ændre deres salgsestimater, for det er noget, der har været fremme tidligere. Det er ikke noget, som ændrer på, at vi i Europa har set skuffende salg af Grazax, siger han til RB-Børsen.

De nye Grazax-studier bliver præsenteret mandag på en konference i Polen. Og selvom resultaterne altså ikke umiddelbart får analytikerne til at juble, så er det positivt, at man får underbygget Grazax' virkning, fastslår Sydbank-analytikeren, der konstaterer, at det kan hjælpe til en godkendelse i USA.

- Der er selvfølgelig forskel på amerikanske og europæiske studier, men det er i hvert fald noget, som bygger op om, at Grazax er effektivt, og at man så muligvis kan vise det i USA-studier, siger Rune Majlund Dahl.

Det bliver ikke før 2011-2012, at der kommer en amerikansk godkendelse, vurderer han. Hvor stor salgspotentialet i Grazax er, afhænger af prissætning og forbrugermønstre, da det er et dyrt produkt i forhold til antihestaminer, som allergiramte bruger mere sæsonbetonet, siger analytikeren.

BRANCHENYT
Læs også