Rigmandsvillaer tæt på 100 mio.

De dyreste danske ejendomme har passeret den psykologiske grænse på 50 mio. kr. i handelsværdi i fin stil og fortsætter opad.

Marievej 23 i Helleup. der tidligere har tilhørt Peter Schmeichel, er i dag til salg for 65,5 mio. kr. Arkivfoto.

Men Updown Courts prisleje på 750 mio. kr. er udelukket i et land med ejendomsværdiskat, vurderer ejendomsmæglere.

Den dyreste danske bolig til salg lige nu er velkendt i offentligheden. Marievej 23 i Hellerup blev indtil for få år siden ejet af den tidligere danske landsholdsmålmand Peter Schmeichel.

Han lod den eksklusive villa med egen bådebro til Øresund stå tom og forfalde og solgte til sidst for godt 10 mio. kr. - 1,5 mio. kr. mere end købsprisen.
I dag står villaen nyrenoveret fra top til tå med 1800-tallets velpudsede elegance udvendigt og moderne goder som gulvvarme, Haus-køkken, Duravit Starck-sanitet og linksystemer indvendigt. Pris 65,5 mio. kr. hos Home i Charlottenlund.

Mange købere
»Der er mange købere til sådan et hus i dag. Nogle danskere har tjent rigtig mange penge de seneste år, og boligpriser på den anden side af 50 mio. kr. er ikke noget særsyn længere, når vi tale om beliggenhed lige ned til Øresund. Til gengæld kan et salg tage noget tid, før den rigtige køber kommer forbi,« siger stats.aut. ejendomsmægler Arne Skafdrup, Home Charlottenlund.

Danmarks hidtil dyreste hus på Hambros Allé i Hellerup, der for nylig gik til it-millardæren Erik Damgaard, var uofficielt til salg et par år.

Arne Skafdrup vurderer, at de dyreste boliger i Danmark - både godser og huse - pt. ligger i et prisleje op mod 100 mio. kr.

»Ser du nogle af de dyreste huse på Strandvejen på de store grunde, så ville de ikke komme under 100 mio. kr., hvis de kom på markedet. Med godser har man råd til lidt mere, fordi beskatningen er mildere, men jeg tror, at den psykologiske grænse lige nu er omkring 100 mio. kr. Og så ser vi formentlig slet ikke de dyreste handler offentligt,« vurderer Arne Skafdrup, der nødig ville påtage sig at sælge en 750 mio. kr. ejendom i Danmark.

»Det ville slet ikke kunne lade sig gøre,« vurderer han.

Her er han ikke uenig med mægleren bag den pt. næstdyreste bolig på det danske marked. Nyboligs Peter Norvig, som for en måned siden udbød Gammel Vartov Vej 4 - midt i det københavnske ambassadekvarter - til 55 mio. kr.

Skat sætter grænsen
»Ejendomskatter og værdiskatten sætter en øvre grænse for boligpriserne. Jeg mener, at den grænse pt. ligger omkring 100 mio. kr. Medmindre det selvfølgelig var Amalienborg, som en rigmand købte op for 300-400 mio. kr. for at sikre det på danske hænder,« lyder buddet fra Peter Norvig, der ikke frygter risikoen for ikke at nå de 55 mio. kr. for huset på Gammel Vartov Vej.

»Der er jo tale om en speciel ejendom, fordi den både kan bruges til bolig, til lejligheder og til ambassade. Så der er mange muligheder. Og køberne til den slags ejendomme lader sig ikke påvirke af renteudviklingen eller om boligmarkedet er i op- eller nedadgående retning. Så det er såmænd nok hurtigere at sælge dette her hus end en standardbolig i Gentofte,« siger Peter Nordvig.
..

BRANCHENYT
Læs også