Dansk Kapitalanlæg sælger aktiepost i Devi til Danfoss

Dansk Kapitalanlæg har indgået en betinget aftale om at afhænde sin samlede aktiepost i DEVI A/S - ejerandel 31,38 pct. - til Danfoss A/S, fremgik det torsdag af en fondsbørsmeddelelse. Dansk Kapitalanlæg foretog investeringen i selskabet i 1999.

Danfoss Koncernen har overtaget 84 procent af aktiekapitalen i DEVI, som er Europas førende leverandør af elektriske gulvvarmesystemer med en omsætning i 2002 på godt 500 mio. kr.

DEVI beskæftiger 425 medarbejdere fordelt med 275 i Danmark og 150 medarbejdere i salgsselskaber i 15 lande. DEVI vil blive drevet videre som en selvstændig enhed i Heating & Water Segment. Den eksisterende direktion i DEVI, adm. direktør Lars Hermansen og direktør Ebbe Knudsen, der har ledet selskabet siden rekonstruktionen i 1999, vil fortsætte som daglig ledelse med reference til Nis Storgaard, Segment President i Danfoss.

- Det er den langsigtede plan, at DEVI skal være omdrejningspunktet for alle Danfoss' aktiviteter inden for gulvvarme. DEVI vil være et selvstændigt varemærke for elektriske gulvvarmesystemer. Vores hidtidige aktiviteter og produkter til gulvvarme har været baseret på vandopvarmning, så der er reelt tale om et helt nyt markedsområde for Danfoss, siger Nis Storgaard.

(www.netposten.dk - email: netposten@netposten.dk - tlf.: 33 33 99 26)..

BRANCHENYT
Læs også