Tivoli og PARKEN i tæt samarbejde

To af Danmarks mest kendte brands, Tivoli og PARKEN, lancerer nu et omfattende samarbejde til glæde for de millioner af mennesker, der hvert år besøger de to attraktioner i hjertet af København.

Aftalen mellem Danmarks største forlystelsespark og Danmarks Nationalstadion indebærer blandt andet, at gæster på F.C. Københavns populære Familietribune kan opleve en såkaldt "Tivolidag" den 21. april, hvor de kendte figurer fra Pantomime Teateret optræder i PARKEN. På samme måde bliver en del af Tivoli Klubbens medlemmer inviteret i PARKEN for at overvære en SAS-ligakamp med F.C. København i foråret. Derudover vil Tivoli og PARKEN samarbejde om en række andre begivenheder.

- Det glæder mig meget at kunne præsentere samarbejdet med PARKEN. Vi er begge sat i verden for at glæde børn og voksne, og jeg er sikker på, at vi begge med samarbejdet har fået endnu en løftestang i bestræbelserne på at give danskerne kvalitetsoplevelser, siger administrerende direktør Lars Liebst fra Tivoli.

Parterne arbejder i øjeblikket med en række konkrete samarbejdsprojekter, og det står allerede nu fast, at F.C. Københavns trup for sæsonen 2003/2004 vil blive præsenteret på Plænen i Tivoli lørdagen før den første hjemmekamp i den kommende sæson. Derudover undersøger man om det er muligt at arbejde tættere sammen på områder som markedsføring, sponsorpleje og indkøb af kunstnere til eksempelvis Tivoli's koncerter om fredagen og RockShow, der er ejet af PARKEN Sport & Entertainment A/S.

(www.netposten.dk - email: netposten@netposten.dk - tlf.: 33 33 99 26)..

BRANCHENYT
Læs også