Kommende nedjustering fra Vestas kan være indpriset i kursen

Jyske Bank ser en stor risiko for, at Vestas må nedjustere sine forventninger - endnu engang. Banken fastholder dog aktien på neutral, da det vurderes, at den nuværende aktiekurs allerede afspejler forventninger om en markant nedjustering af 2003 prognosen, hedder det i en ny analyse fra banken.

Hvis nedjusteringen bliver mindre end ventet - og der kommer større ordrer til USA - kan aktien ligge lunt i svinget til en markant kursstigning. Set i et langsigtet perspektiv, er aktien med stor sandsynlighed undervurderet på nuværende tidspunkt.

Omvendt kan endnu en nedjustering underminere den i forvejen tyndslidte tillid til selskabet. Jyske Bank påpeger at køb af vindmølleaktier i øjeblikket er forbundet med meget høj risiko.

Selv med Jyske Banks nedjusterede estimater ser bankens analytikere aktiens fair værdi i niveauet 60-70 kr. pr. aktie.

(www.netposten.dk - email: netposten@netposten.dk - tlf.: 33 33 99 26)..

BRANCHENYT
Læs også