F.L.Smidth opnår milliard-ordre i Nigeria

F.L.Smidth har indgået en kontrakt i størrelsesordenen 1,8 mia. kr. (ca. 250 mio. euro) på levering af tre nye produktionslinier på hver mere end 5.000 tons cement pr. døgn til den privatejede nigerianske koncern, Dangote Group.

To af produktionslinierne danner fundamentet for Obajana Cement Company, som Dangote Group er ved at etablere i delstaten Kogi omtrent midtvejs mellem havnebyen Lagos og hovedstaden Abuja i midten af landet. Med en kapacitet på mere end 10.000 tons cement pr. døgn bliver anlægget det største i Sub-Sahara Afrika, når det sættes i drift i 2005. Den tredje produktionslinie placeres i Ibese i staten Ogun, nord for Lagos.

F.L.Smidth har været aktiv på det nigerianske marked siden 1955 og er ved at færdiggøre en produktionslinie på 3.000 tons pr. døgn for West African Portland Cement PLC (WAPCO) i byen Ewekoro, 60 km nordvest for Lagos.

Landet har et stigende forbrug af cement især i de senere år, hvor væksten har været på 10-15 pct. om året. Nigeria har et årligt forbrug på ca. 10 mio. tons cement svarende til 75 kg pr. indbygger. Heraf dækkes 2,8 mio. tons af indenlandsk produktion på otte fabrikker, mens de resterende syv mio. tons må importeres til landet, der med sine mere end 130 mio. indbyggere er Afrikas mest folkerige.

Dangote Industries er den største cementimportør og står for mere end en tredjedel af cementsalget i Nigeria.

Kontrakterne for henholdsvis Obajana og Ibese forventes at være effektive i løbet af første og tredje kvartal 2003.

(www.netposten.dk - email: netposten@netposten.dk - tlf.: 33 33 99 26)..

Læs også