Sydbank ser svage nøgletal og pressede markeder

Generelt forventer Sydbank relativt svage nøgletal i denne uge, hvilket kan presse de i forvejen lave renter og aktiekurser yderligere ned, skriver banken i sine udsigter for denne uge.

Udviklingen i den spændte situation i Irak vil dog mere end noget andet være bestemmende for de finansielle markeder. Sydbank forventer først afgørende nyt fra den kant, når våbeninspektørerne aflægger rapport i slutningen af januar.

Men situationen kan hurtigt spidse til, fx hvis inspektørerne finder ulovlige våben, og i så fald kan både renter og aktiekurser falde markant.

I den kommende uge vil bl.a. følgende nøgletal og begivenheder tiltrække sig opmærksomhed:

*Rentemødet i den europæiske centralbank (ECB). Der er efter Sydbanks vurdering ikke udsigt til renteændringer, men der kan komme flere indikationer om en rentenedsættelse i foråret.

*Arbejdsmarkedsrapporten fra USA for december - fortsætter tendensen til stigende arbejdsløshed?

*Den tyske arbejdsløshed i december - kommer den over 10 pct. for første gang i 3 år?

(www.netposten.dk - email: netposten@netposten.dk - tlf.: 33 33 99 26)..

Læs også