Auriga nedjusterer

Auriga forventer nu et resultat før skat for 2002 på ca. 190 mio. kr., hed det fredag i en meddelelse. I forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet for 2001 og senest i forbindelse med udsendelsen den 6. maj af regnskabet for 1. kvartal 2002 angav selskabet forventningerne til resultatet før skat for 2002 til 300-330 mio. kr.

Siden maj måned er de finansielle problemer i Sydamerika blevet yderligere forstærket og har bredt sig til bl.a. Mexico og Brasilien; lande, hvor Cheminova har datterselskaber med en væsentlig omsætning. Dette har betydet en yderligere negativ udvikling i de finansielle poster.

Hertil kommer, at Cheminova må konstatere, at selskabets salg til bekæmpelsesprogrammet mod snudebillen i Texas, USA, vil få et væsentligt mindre omfang i 2002 end forventet for blot få uger siden.

Programmet starter normalt i juni/juli og når sit højdepunkt i august/september. I modsætning til forventningerne både hos Cheminova og hos bekæmpelsesprogrammets entomologer er forekomsten af snudebiller i år meget lav, hvilket medfører et væsentligt mindre salg af Cheminovas insekticid Fyfanon end forventet.

Disse to forhold er hovedårsager til, at Cheminova nu på trods af et tilfredsstillende halvårsresultat nedjusterer forventningerne til resultatet før skat for hele 2002.

Cheminova forventer herefter en omsætning på ca. 3.250 mio. kr., en EBIT på ca. 350 mio. kr. og et resultat før skat på ca. 215 mio. kr.

Nedjusteringen af Cheminovas resultat for 2002 betyder sammen med mindre ændringer i forventningerne til resultatet hos de to øvrige selskaber i koncernen, at Auriga nu forventer et resultat før skat for 2002 på ca. 190 mio. kr.

Alle koncernens selskaber vil som konsekvens af nedjusteringen snarest iværksætte tiltag, der kan forbedre indtjeningen på kort og langt sigt.

(www.netposten.dk - email: netposten@netposten.dk - tlf.: 33 33 99 26)..

Læs også
Top job