Skattemoral

Man tager et menneske. Blinder det, centrifugerer det grundigt i et turboladet pariserhjul, hvorefter man efterlader det midt på indlandsisen med besked om at finde vej til Timbuktu uden hjælpemidler.

Nogenlunde så surrealistisk har en håndfuld af erhvervslivets topchefer oplevet ugen, der gik. En i sit indhold relativt enkel strid mellem skattemyndigheder og virksomheder om grænsen for fradrag eksploderede, da statsminister Anders Fogh Rasmussen tirsdag gik til angreb på Jyske Bank og TDC. De to virksomheder har igennem de seneste år sikret sig kunstige fradrag, der - lod statsministeren forstå - måske-måske ikke er lovlige, men i enhver skattemæssig logik er dybt urimelige. Reglerne er udnyttet »ikke bare til det yderste, men til det aller-alleryderste«, mente regeringschefen, der følte sig personligt krænket over den praksis.

Fogh Rasmussens krænkelse lod sig kun overgå af erhvervstoppens ditto over at skulle stå model til sådan en moralprædiken. Forargelsen var stor og øjeblikkelig. Den var også forventelig i betragtning af, at topchefer jo netop er topchefer, fordi de som mennesker ynder at præstere og organisere og derfor lever i en verden, hvor alt fra indtjening over grundlæggende moralværdier til medarbejder- og kundetilfredshed gøres op i målbare størrelser. Nu fjernede statsministeren med ét hug målskiven ved at afkræve virksomhedslederne en skattemoralsk habitus, der hæver sig over lovens minimum...

Læs også