Mac OS 9 med forbedret søgefunktion

NEW YORK - Efter Mac OS 8.6 følger Mac OS 9. Det bliver til oktober i USA og 14 dage efter på dansk, lover marketingchef Kim Bach fra Apple i Danmark.

Mac OS 9 kommer til at indeholde QuickTime med den decimal, der nu vil være gældende på udgivelsestidspunktet, hvilket betyder, at brugere ikke længere behøver at hente programmet ned fra Nettet.

Største nyhed på styresystem-siden bliver dog en ny udgave af søgesystemet Sherlock (opkaldt efter den engelske romanfigur og mesterdetektiv med efternavnet Holmes) - nemlig Sherlock 2. Sherlock tillader søgning på såvel egen harddisk - både på filnavn og på indhold i filerne - som Internettet, og vel at mærke ved hjælp af flere søgemaskiner på én gang.

I Sherlock 2 bliver det muligt at gruppere søgningen. På den måde kan man f.eks. vælge kun at søge på nyheder, kun på mennesker eller kun på indkøbssteder. Søgningen vil resultere i en liste - opstillet efter relevans - over websteder, hvor søgeordene optræder og i den kategori (nyheder, indkøb o.s.v.), man har valgt.

Man skal altså ikke ind på Internettet og først søge via f.eks. AltaVista for derefter at søge via Jubii. Sherlock 2 søger ved hjælp af lige så mange søgemaskiner på én gang, som den har såkaldte plug-ins til.

Sherlock 2 bliver en væsentlig forbedring af Mac OS. Men alt i alt er der ikke forbedringer på styresystemet, som det er værd at skrive langt om.

Mac OS 9-serien bliver ifølge Kim Bach fra Apple computer i Danmark det sidste styresystem, som bliver udviklet til også at kunne køre på ældre Mac'er. Mac OS X, som ifølge Steve Jobs ikke kommer før næste år, bliver udviklet med G3-processoren som mindste fællesnævner.

BRANCHENYT
Læs også