PlayStation og Nintendo vil vinde konsol-kampen

Konkurrencen på det milliardstore spillekonsol-marked er hård. Sony forventes at vinde kampen, mens Nintendo spås andenpladsen.

Kampen om det milliardstore marked for TV-computerspil, de såkaldte konsoller, ventes også de næste fire år at blive vundet af Sony med Nintendo på en klar andenplads.

Derimod vil den tredie store virksomhed i branchen, Sega, kun få en meget lille markedsandel. Det til trods for, at Sega allerede nu har sin næste-generations konsol, Dreamcast, på markedet flere steder i verden og i Europa til efteråret, mens Sonys og Nintendos tilsvarende maskiner stadig er på tegnebordet.

Større vækst end PC-spil

Det er det ansete analysefirma Datamonitor, der kommer med vurderingen. Analysefirmaet har i årevis fulgt computerspils-branchen og spår TV-computerspil en større vækst end computerspil til PC.

I 1998 var der ifølge Datamonitor 30,6 millioner Sony PlayStation-maskiner i USA og de større europæiske lande. Der var ca. halvt så mange Nintendo 64-maskiner, nemlig 15,7 millioner.

Stor udbredelse

Den store udbredelse af Sony PlayStation medførte et salg af spil på 3,3 milliarder dollars (ca. 23,5 milliard kroner) i 1998. Tilsvarende blev der solgt Nintendo 64-spil for ca. 2,1 milliarder dollars (ca. 15 milliarder kroner).

I øvrigt sidder Sony PlayStation stærkest i Europa, hvor det har ca. 72 pct. af spil-markedet, mens selskabet kun har 52 pct. af markedet i USA.

Næste generation på vej

Både Sony og Nintendo er på vej med næste generations maskiner, der skal afløse PlayStation og Nintendo 64. Maskinerne ventes i handlen til efteråret næste år.

Datamonitor venter, at disse to nye maskiner, PlayStation 2 og Nintendo Dolphin, vil sælge næsten lige godt. Analytikerne hos Datamonitor regner med, at salget af Nintendo Dolphin kun vil ligge få procenter under PlayStation 2s.

I år 2003 regner Datamonitor med, at der vil findes ca. 52 millioner Nintendo Dolfin og ca. 55 millioner PlaySttion 2 i amerikanske og europæiske hjem.

Og Segas Dreamcast? Den regner Datamonitor med vil ligge på ca. 3-4 mio. solgte enheder ialt i år 2003. Og hovedparten af de 3-4 millioner vil blive solgt det kommende år, hvor der endnu ikke er konkurrence fra Sonys og Nintendos nye maskiner.

Hård konkurrence

Når Datamonitor tror så lidt på Sega Dreamcast hænger det bl.a. sammen med, at Sega har været væk fra markedet i næsten to år efter sin fiasko med spillemaskinen Sega Saturn for nogle år siden.

Det er et meget vanskeligt og særdeles konkurrencepræget milliard-marked at kæmpe sig ind på, og den opgave tror Datamonitor ikke, Sega kan løfte efter et par års fravær.

Frederic Diot, der er analytiker hos Datamonitor, siger om PlayStation 2s forventede førerstilling: PlayStation 2 vil i høj grad få fordel af sin forgængers succes.

Bagud kompatibel

..

BRANCHENYT
Læs også