Gode PC'er til billige penge

Butikkerne vrimler med billige PC'er til under 10.000 kr. For de penge får man datakraft og skærme, der for halvandet år siden kostede det dobbelte. Og for første gang i mange år kan man med sindsro købe disse billige computere - de ser ikke ud til at blive forældede foreløbig.

For første gang i årevis er ens nyindkøbte computer ikke forældet, inden den er pakket ud. Ganske vist er teknologien fortsat med uændret hastighed, og hvis man vil have de nyeste og dyreste computere, skal man stadig af med op imod 20.000 kr.

Man får bare ikke særlig meget ud af den nye teknik. For de programmer, der skal køre på computerne, er ikke blevet mere maskinkrævende.

Eksempelvis den splinternye og avancerede udgave af det professionelle kontorprogram Office 2000 fra Microsoft. Det kræver blot en PC med en Pentium 166 MHz-processor. Sådan en, der sad i den typiske PC for fem år siden. Nutidens mest skrabede lavpris-PC æder sig med lethed gennem det avancerede Office 2000.

Og sådan er det med de fleste programmer: Producenterne har lyttet til kunderne, der var trætte af at skulle skifte PC, hver gang der kom nye programversioner. I stedet formår de nye programmer at udnytte den eksisterende maskinpark af PC'er langt bedre end før.

Klar til nye programmer

De nyeste og dyreste computere er således skabt til at knuse programmer, der endnu ikke findes. Det gælder i hvert fald, så længe vi taler om almindelig kontor- eller hjemmebrug. Gårsdagens generation af PC'er er tilstrækkelig - og det giver forbrugerne en enestående mulighed for at købe en PC, der på samme tid er kraftig nok til de fleste opgaver - og samtidig billig.

Hvad med det avancerede Internet - kræver det ikke en kraftig computer? Svaret er nej. Det er en udbredt misforståelse, at Internet kræver særlig meget isenkram. Faktisk kan man fint køre Internet på 5-6 år gamle computere. For Internet kræver ikke andet end en skærm, lidt RAM-hukommelse i computeren samt et modem. Nutidens lavpriscomputere ville være vildt overdimensionerede, hvis de kun skulle bruges til Internet.

Dårlige grafikkort

Der er faktisk kun en ting, de billige computere ikke er særlig gode til: De nyeste 3D actionspil. Men det skyldes ikke manglende processorkraft, for lille hukommelse, et langsom CD-ROM-drev eller lignende. Det skyldes kun en eneste ting: Grafikkortet i PC'en. De nyeste 3D-actionspil kræver nemlig gode 3D-grafikkort. Sådanne gode tredje eller fjerde generations 3D-grafikkort, der kendes på, at de har 16 eller 32 MB RAM indbygget, koster 1.200 - 2.200 kr., og den slags sidder ikke i de billigste computere. Her er der i stedet første eller anden generations 3D-grafikkort med typisk 4 eller 8 MB RAM, der er monteret. Et 8 MB 3D-grafikkort kan dog afvikle de fleste 3D-spil acceptabelt.

Men grafikkortet er også det eneste svage punkt ved de computere, Jyllands-Posten har kigget nærmere på. Og hvis man ikke spiller 3D-spil, er det ikke en svaghed i praksis. Omvendt: er man spiller, kan man blot udskifte grafikkortet i den billige PC med et nyt - for alt det andet i computeren er godt nok.

De magiske 10.000 kr.

Forbrugerne har opdaget de gode køb, der kan fortages for kun firecifrede beløb. En af de modeller fra den danske producent Amitech, der sælger særlig godt i øjeblikket, er netop model 444 til lige under de magiske 10.000 kr., fortæller salgskonsulent Ricky Hansen. Her får man også pænt med maskinkraft, internetforbindelse og masser af programmer foruden DVD-drev.

Hos Dell, der kun sælger pr. postordre, vil man fremover satse mere på lavprismaskinerne. Om 14 dage lancerer Dell en ny lavprisserie til under 10.000 kr..

»Vi sidder i forvejen på high-end markedet med den sidste nye teknologi. Hvis vi skal vokse, må vi derfor gå ind i et nyt marked. Og det bliver i det marked, amerikanerne kalder sub-899 dollars-markedet,« fortæller marketingdirektør hos Dell, Carsten Hasselbalch.

Sub-899 dollars betyder "under 899 dollars" og svarer herhjemme til "under 10.000 kr.", når momsen skal med.

Hos IBM mærker man også, at 10.000 kr. er en vigtig grænse for private forbrugerne. Nye Aptiva-serier, der er IBMs bud på en hjemme-PC, bliver altid lanceret med en grundmodel, der koster lige under 10.000 kr.

»I hjemme-PC ordningerne er det lidt dyrere computere, folk vælger. Men når almindelige forbrugere uden hjemme-PC ordning fra firmaet selv skal købe, er det typisk PC til 10.000 kr. eller derunder, der købes,« siger den salgsansvarlige for hjemme-PC ordninger hos IBM, Lars Lindegaard.

Meget forskellige

..

BRANCHENYT
Læs også