Slagterikoncernen Danish Crown besluttede mandag at suspendere ledelsen i sit japanske datterselskab ESS-Food Japan, skriver Berlingskes netavis.
To ledende medarbejdere suspenderes på grund af beskyldninger for svindel med toldreglerne for import af svinekød til Japan. Hvis de bliver dømt i sagen, vil de blive fyret, oplyser Danish Crowns kommunikationsdirektør, Anne Villemoes.
Ifølge de foreløbige oplysninger om sagen anklages ESS-Food Japan og fem ansatte hos virksomhedens japanske agent, Kawanishi Warehouse, for at have snydt den japanske stat for cirka 870 millioner yen eller knap 50 millioner kroner...