Ny pantetiket skal sikre mod svindel

Dansk Retursystem har indført en ny pantetiket på øl og sodavand, som skal styrke sikkerheden omkring pantudbetaling. Svindel, især i københavnske kiosker, har skabt behov for et nyt sikkerhedssystem. Svindlerne kopierer typisk den originale etiket, sætter den på ulovligt importerede varer og snyder sig til pantpengene. Dansk Retursystem kan ikke sætte tal på svindelomfanget. Den nye etiket er fremstillet med et særligt sikkerhedstryk, som er meget svært at forfalske. Sammen med den nye etiket opgraderes landets 2000 returautomater. Samlet koster det nye tiltag 5000 kroner per automat. Det svarer til 10 mio. kr. som finansieres af overskudspant fra flasker og dåser, der aldrig indløses.

/ritzau/

Læs også