Bohrs børnebørn bag forskning til 700 mio. kr.

Krøllede, danske forskerhjerner - bl.a. den afdøde atomfysiker Niels Bohrs børnebørn Henrik og Jakob Bohr - er involveret i et måske banebrydende projekt indenfor lægemiddelforskning.

Idéerne i projektet er så spændende, at en af verdens største medicinalkoncerner DuPont har spyttet 100 mio. dollars (ca. 720 mio. kr.) i forskningsprojektet mod at få de globale rettigheder til visse af forskningsresultaterne.

Flerårig aftale

DuPont har for et par måneder siden indgået en flerårig aftale med det dansk-amerikanske biotek-selskab Structural Bioinformatics Inc. (SBI) - uden den helt store opmærksomhed.

Men blandt forskere og farmaceuter i den verdensomspændende medicinalindustri har det danske forskerteams teorier vakt betydelig opsigt. Med en blanding af fysik, biologi og computerteknologi har de danske forskere udviklet nogle helt nye teorier om, hvordan proteiners strukturer kan forudsiges.

Sagt mere populært betyder opdagelserne, at nye lægemidler et langt stykke af vejen vil kunne designes på computere og langt hurtigere end ved traditionel lægemiddelforskning.

»Vort firma har et enormt potentiale, hvis vi får held med den forskning, vi har i gang. Den handler om at løse protein-foldningens gåde, og det er ekstremt ambitiøst. Grundlæggende kan det bruges til at designe helt nye lægemidler uden, at man nogensinde skal sætte sine ben i laboratoriet,« siger Ole Wiborg, adm. direktør i SBI's danske datterselskab, SBI Advanced Technologies.

Forskningen er en kombination af viden fra 35 medarbejdere i SBI-moderselskabet og så de tanker og teorier, syv forskere i det danske datterselskab gør sig.

Tre danske professorer

Det er de tre professorer fra Danmarks Tekniske Universitet - fysikerne Jakob Bohr og Henrik Bohr samt Søren Brunak - der har leveret væsentlige dele af teknologien.

»Hensigten med forskningsprojektet er at transformere teorierne til nogle praktiske værktøjer for lægemiddelforskningen,« siger Ole Wiborg.

Banebrydende

Forskningen i det dansk-amerikanske SBI, der har Dansk Udviklingsfinansiering og Dansk Kapitalanlæg som medejere, kan være banebrydende, og derfor omgærdes teorierne og teknologien med stor hemmelighed.

»Jeg ved f.eks. langtfra i detaljer, hvad de går rundt og laver i moderselskabet i San Diego. I den her branche kan man ikke helt stole på naboen,« siger Ole Wiborg.

Medicinalgiganten DuPont har ikke købt rettighederne til den delvist patenterede teknologi, men til de lægemiddelkandidater, som forskningen kan føre med sig. SBI modtager de ca. 700 mio. kr. efterhånden, som forskningen skrider succesfuldt frem.

..

Læs også