Nyt angreb på danske minkavlere

Mink trives bedst i bure, viser dansk forskningsprojekt. En dansk dyreorganisation støtter nu et hollandsk forslag om forbud mod pelsavl i EU. Imens slår eksperter dog fast, at danske mink hører hjemme i burproduktion.

Den hollandske regering har opfordret EU til at gennemføre et totalt forbud mod minkavl. Lignende politiske tanker er der også i England og Østrig. Men det hollandske forslag blev dog i sidste uge skudt ned på et ministerrådsmøde af den danske fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S). Han blev bakket op af kollegerne fra Sverige og Finland. Danmark er med 3000 pelsavlere og en omsætning på ca. 3 mia. kr. verdens største producent af minkskind.

Det er dog ikke kun på den politiske front, at pelsavlerne står for skud. Aktivisterne fra Dyrenes Befrielses Front har valgt at kaste sig over den danske pelsbranche. Gennem blandt andet hærværk mod pelsforretninger og udsættelse af mink fra pelsfarme vil aktivisterne have stoppet al minkproduktion. Dyrene skal tilbage til naturen. Sidste weekend blev flere tusinde dyr lukket ud fra en pelsfarm i Løgstør, og organisationen har varslet flere aktioner.

Kræver forbud

Organisationen Danske Dyrevenner, som er stiftet af udbrydere fra Dyrenes Beskyttelse, vil også have minkavl forbudt.

»Vi tager dog på det skarpeste afstand fra de aktioner, som aktivister laver. Det skader både dyr og sagen. Men vi er enige med det hollandske parlament og andre politikere, som vil kræve stop for minkavl i EU. Mink hører ikke hjemme i bure. Det er ikke en naturlig adfærd for dyret,« siger formand Peter Mollerup, Danske Dyrevenner.

Danmarks JordbrugsForskning gennemfører sammen med Københavns Universitet forskningsprojekter inden for pelsavl og fokuserer ikke mindst på minkproduktion.

»Vores undersøgelser og forsøg fastslår, at dyrene i den danske minkbranche retter sig mod et produktionsmiljø i bure. Mink er på linie med andre produktionsformer i landbruget bl.a. slagtekyllinger og grise. Mink er for årtier tilbage importeret her til fra Nordamerika, og er på alle måder tilpasset den form for produktion, der finder sted,« siger forskningschef Niels Agergaard, Danmarks JordbrugsForskning.

Stor efterspørgsel

Formanden for Dansk Pelsdyravlerforening ærgrer sig over angrebene på hans branche.

»Forbrugerne over hele verden vil have pels. Efterspørgslen er stor på alle markeder, og efter en periode med faldende priser går det igen den rigtige vej. Derfor skaber de seneste begivenheder store frustrationer i branchen,« siger Erik Ugilt Hansen, formand for Dansk Pelsdyravlerforening.

»Holland og de øvrige EU-lande har i Europarådet bakket op om nye regelsæt for pelsavl og anerkender, at dyrevelfærden er tilfredsstillende. Argumentet lyder, at pelsproduktion skal forbydes, da det er et luksusprodukt. Det skal politikerne ikke til at afgøre, for så kan man få travlt med at kaste sig over mange andre brancher - hvad med biler, fødevarer og meget andet. Jeg er glad for, at forbrugerne samt den danske regering og politikerne i Folketinget bakker os op,« siger Erik Ugilt Hansen.

..

BRANCHENYT
Læs også