Høje oliepriser presser danske vognmænd

Drastisk stigende priser på olie og brændstof lægger nu så hårdt pres på de danske vognmænd, at mange risikerer at køre direkte ind i en konkurs.

På blot seks måneder er transportbranchens udgift til brændstof steget med hele 15 pct., oplyser Kaj Nielsen, der er formand for de 4700 vognmænd i brancheorganisationen Dansk Transport og Logistik (DTL).

»De stigende brændstofpriser har forværret økonomien voldsomt hos de danske vognmænd, der i forvejen er under hårdt pres. Den skarpe konkurrence i branchen betyder, at kunderne ikke vil være med til at betale for de øgede omkostninger, og derfor er læsset ved at vælte for mange,« siger Kaj Nielsen.

Siden årsskiftet er de internationale oliepriser fordoblet. Hertil kommer, at transportbranchen i år er blevet pålagt ekstra statsafgifter på mellem 7,6 og 23 øre pr. liter diesel. Brændstoffet udgør omkring en femtedel af en vognmands samlede omkostninger, og derfor rammer stigningen meget hårdt, forklarer Kaj Nielsen.

»Konsekvensen er, at de danske vognmænd er tvunget til at hæve priserne for transportarbejdet, hvis de vil overleve. De økonomiske marginaler i branchen er så små, at der ikke er råd til at bevare det nuværende prisniveau. Hvis ikke priserne hæves vil mange vognmænd gå konkurs,« fastslår Kaj Nielsen, der betegner fremtiden for vognmændene som meget dyster.

Han frygter, at den skarpe konkurrence i branchen medfører, at mange vognmænd vil være presset til at holde priserne i ro til trods for de øgede omkostninger til brændstof, og dermed er det kun de stærkeste, der vil overleve.

DTL er den nye sammenslutning af Danske Vognmænd og Foreningen af danske Eksportvognmænd.

De seneste tre år har danske eksportvognmænd ifølge DTL mistet 20 pct. i markedsandel, og med de seneste prisstigninger på brændstof risikerer de danske vognmænd at miste en endnu større del af det europæiske transportarbejde.

BRANCHENYT
Læs også