Aktietendens: Dubai-bekymringer fortager sig

Bekymringerne omkring Dubai er blevet mindre og de europæiske markeder ventes at åbne højere, efter at de amerikanske børser mandag lukkede højere.

Japans centralbank annoncerede tirsdag på et ekstraordinært møde, at centralbanken vil stimulere økonomien yderligere og fastholdt sin styrerente på 0,1 pct., hvilket sendte yennen ned og det japanske aktieindeks op med 2,4 pct. C20, som mandag lukkede uændret i 327,20 ventes at følge Europa højere i den indledende handel.

- De amerikanske aktiemarkeder lå i minus ved europæiske lukketid, men de formåede dog alligevel at forbedre sig lidt og endte i et stabilt plus. De asiatiske aktiemarkeder fortsætter den gode udvikling fra mandag og ligger her til morgen også i et solidt plus. Meget tyder altså på, at de negative nyheder fra Dubai ikke for lov at ødelægge den gode stemning på aktiemarkederne. Jeg tror dog ikke, at man skal grave specielt dybt for at finde nervøsiteten igen og der vil helt sikkert blive holdt et vågent øje med udviklingen i Dubai de nærmeste dage, vurderede Head of Sales Mads H. Zink fra Danske Bank.

Finans: De danske banker kan komme i fokus tirsdag morgen, efter at især bankaktierne i USA og Japan reagerer på, at de finansielle uroligheder i Dubai er blevet reduceret. Danske Bank lukkede mandag 1,8 pct. lavere i kurs 106,8, mens Nordea faldt 2,4 pct. til kurs 52.

D/S Norden: Den japanske konkurrent Mitsui OSK Lines falder 1 pct., efter at avisen The Nikkei English beretter, at selskabet vil udstede obligationer for 230 mio. dollar. Tirsdag gentager det japanske finanshus Nomura, at finanshuset er positiv på tørlastbranchen trods udsigten til større udbud i 2010. Det skyldes forventningerne om øget kinesisk efterspørgsel i stålindustrien. D/S Norden

Novo Nordisk: Den nuværende kinesiske forskningsstab, som i øjeblikket udgøres af 70 mand, vil fordobles i løbet af et år eller to, siger koncernforskningsdirektør i Novo Nordisk Mads Krogsgaard Thomsen til Dagbladet Børsen. Samtidig vil Novo Nordisk udvide kraftigt i den kliniske udviklingsdivision i Kina, som bliver tildelt større og større ansvar i forhold til tidligere. Novo lukkede mandag 1,1 pct. højere i kurs 332,5.

Greentech Energy Systems: Den danske udvikler af vindmølleparker aflagde mandag efter lukketid regnskab for tredje kvartal, hvor forventningen til helåret nedjusteres grundet projektforsinkelser. Greentechs omsætning steg i tredje kvartal 6,7 pct. til 19 mio. kr., mens resultatet før skat for tredje kvartal endte med et minus på 2,46 mio. kr. Projektet Cagliari II vanskeliggøres i udviklingen på grund af problemer med finansieringen af projektet, hvilket kan påvirke gennemførelsen af dette projekt, hvorfor selskabet nedjusterer sin forventning til et resultat før skat i niveauet minus 300 mio. kr. Greentech faldt 3,2 pct. til kurs 21.

Boconcept: Møbelforhandleren, som mandag steg 4,2 pct. til kurs 125, er tirsdag aktuel med regnskab for andet kvartal, efter at selskabet i regnskabet for første kvartal fastholdt forventningerne til helåret. Koncernen fik i første kvartal et fald i omsætningen på 21 pct. til 208,6 mio. kr., hvor bundlinjen viste et tab på 3,7 mio. kr. før skat fra plus 13,8 mio. kr. Boconcept venter for 2009/10 et break even-resultat før skat og et omsætningsfald i intervallet 10-15 pct.

Cimber Sterling: Tirsdag handles det lille danske flyselskab for første gang på børsen. Prisen begynder ved 10 kr.

BRANCHENYT
Læs også