Aktier: C20-fremgang på positiv global stemning

De europæiske aktiemarkeder er åbnet højere, og de danske aktier i C20 følger trop med en stigning på 0,7 pct. til 329,44.

Det er især Carlsberg med en stigning på 2,2 pct. til kurs 363, som har lagt sig i front. Den positive stemning slog an i USA mandag aften, i takt med at Dubai-bekymringerne fortog sig, mens at den japanske centralbank tirsdag morgen understøttede den gode udvikling, ved at udvide sine kvantitative lempelser med 115 mia. dollar. Uden for C20 er Bavarian Nordic i fokus, efter at selskabet har meddelt, at det vil foretage en aktieemission.

Bavarian Nordic dykker 5,9 pct. til kurs 159 efter at have annonceret en aktieemission, som skal give Bavarian et provenu på mellem 250-300 mio. kr. Bavarian begrunder emissionen med, at fleksibiliteten til at gennemføre selskabets aktiviteter inden for både biodefence og cancer nu øges, samtidig med, at Bavarian nu har tilstrækkelig likviditet frem til udgangen af 2012. Herefter venter selskabet at råde over et likviditetsberedskab, der dækker de forretningsmæssige behov for en producerende industrivirksomhed. Samtidig meddeler bavarian, at det endnu ikke har fundet en partner til sit Prostvac-medikament, som i øjeblikket er i afslutningen af fase II.

D/S Norden stiger 1,1 pct. til kurs 207,3. Rederiets japanske konkurrent Mitsui OSK Lines faldt 1 pct., efter at avisen The Nikkei English berettede, at selskabet vil udstede obligationer for 230 mio. dollar. Tirsdag gentager det japanske finanshus Nomura, at finanshuset er positiv på tørlastbranchen trods udsigten til større udbud i 2010. Det skyldes forventningerne om øget kinesisk efterspørgsel i stålindustrien.

Novo Nordisk stiger 0,2 pct. til kurs 333. Novos nuværende kinesiske forskningsstab, som i øjeblikket udgøres af 70 mand, vil fordobles i løbet af et år eller to, siger koncernforskningsdirektør i Novo Nordisk Mads Krogsgaard Thomsen til Dagbladet Børsen. Samtidig vil Novo Nordisk udvide kraftigt i den kliniske udviklingsdivision i Kina, som bliver tildelt større og større ansvar i forhold til tidligere. Novo lukkede mandag 1,1 pct. højere i kurs 332,5.

Greentech Energy Systems ligger uændret i kurs 21, efter at den danske udvikler af vindmølleparker aflagde mandag efter lukketid regnskab for tredje kvartal, hvor forventningen til helåret nedjusteres grundet projektforsinkelser. Greentechs omsætning steg i tredje kvartal 6,7 pct. til 19 mio. kr., mens resultatet før skat for tredje kvartal endte med et minus på 2,46 mio. kr. Projektet Cagliari II vanskeliggøres i udviklingen på grund af problemer med finansieringen af projektet, hvilket kan påvirke gennemførelsen af dette projekt, hvorfor selskabet nedjusterer sin forventning til et resultat før skat i niveauet minus 300 mio. kr.

Boconcept ligger uændret i kurs 125, forud for offentliggørelsen af møbelforhandleren regnskab for andet kvartal. Koncernen fik i første kvartal et fald i omsætningen på 21 pct. til 208,6 mio. kr., hvor bundlinjen viste et tab på 3,7 mio. kr. før skat fra plus 13,8 mio. kr. Boconcept venter for 2009/10 et break even-resultat før skat og et omsætningsfald i intervallet 10-15 pct.

BRANCHENYT
Læs også