Aktier: C20 tæt på forrige uges topniveau

Med onsdagens stigninger er der lagt låg på sidste uges nedtur, som havde afsæt i Dubai-bekymringerne.

C20 overgik det europæiske marked og udbyggede tirsdagens opadgående tendenser, der fik yderligere støtte efter USA-åbningen. Det endte med en C20-stigning på 1,3 pct. til 337,1.

Genmab og Danske Bank har ligget i toppen, mens Coloplast lukkede som onsdagens kurstaber.

- Dubai-uroen har lagt sig, og der er igen kommet fokus på nøgletal. Onsdag har været nyhedsfattig, hvor USA-åbningen dog har været med til at holde gnisten i gang. Markedet er generelt afventende overfor torsdagens ECB-møde og arbejdsløshedsrapporten fra USA fredag, udtalte Claus Larsen, chefrådgiver i Nordea.

Genmab lukkede 4,5 pct. højere i kurs 81,5, hvilket var dagens største C20-stigning. Biotekselskabets adm. direktør Lisa N. Drakeman præsenterede onsdag selskabet på den årlige Piper Jaffray Health Care konference i New York. Genmab-aktien har siden onsdag haft et mindre løft oven på flere ugers markante fald.

Danske Bank steg 4,1 pct. til kurs 114,8, mens konkurrenten Nordea vandt 0,5 pct. til kurs 52,8. Novo Nordisk hjalp C20-indekset, da den endte 1,6 pct. højere i kurs 345.

Coloplast lukkede 2,5 pct. lavere i kurs 450,5. Faldet skete, efter at storaktionæren Louis Hansen Estate har bedt Danske Bank sælge op imod 1,5 mio. Coloplast-aktier til eller omkring det nuværende kursniveau. Coloplast besluttede på sin generalforsamling tirsdag at udbetale et udbytte på 7 kr. pr. aktie a fem kroner.

Carlsberg endte 2,8 pct. højere i 378. Bryggeriet har meddelt, at bryggeriet øger produktionskapaciteten i Northampton fra 4,5 mio. til 6 mio. hkl. Ifølge Kasper Madsen, der er produktionsdirektør i Carlsberg Gruppen, vil besparelsen fra sammenlægningen få fuld effekt fra 2012, men selskabet regner med at kunne se nogle effekter af omstruktureringen allerede i 2011.

A.P. Møller - Mærsk lukkede 0,3 pct. højere i 36.800. Det er lykkedes Mærsk at afhænde størstedelen af sin plastikvirksomhed Rosti Technical Holdings, der er en del af Rosti, til trods for, at alle salgsplaner blev skrinlagt tidligere på sommeren. Rosti Technical Holdings er solgt til det svenske selskab Nordstjernan, og parterne er enige om ikke at oplyse prisen. Samtidig har Nordstjernan en option på at købe den resterende del af Rostis amerikanske forretning.

D/S Norden, der tirsdag steg 4,2 pct. endte onsdag 3,6 pct. højere i 221,3. Overkapacitet i den pressede shippingindustri vil få de globale rederier til at aflyse eller forsinke op mod 40 pct. af alle nybygninger af skibe frem mod slutningen af næste år. Det forudser formanden for det kinesiske rederi China Cosco Holdings.
..

BRANCHENYT
Læs også