Aktier: C20 klemt ned i lille minus

Plusserne hos Novo Nordisk og DSV understøtter C20-indekset, som over middag ligger 0,3 pct. lavere i 335,60.

De store europæiske indeks ligger med moderate tab efter mandag aftens negative meldinger fra den amerikanske centralbankchef, som ser store udfordringer for økonomien.

Novo Nordisk ligger 0,3 pct. højere i kurs 338,5. Novo Nordisk betaler 24 mio. dollar (120 mio. kr.), og der er mulighed for yderligere milepælsbetalinger på op til 157,5 mio. dollar ved indlicensiering af et antistoft fra Zymogenetics. Herunder en milepælsbetaling på 1,5 mio. dollars ved indsendelse af IND-ansøgning (Investigational New Drug) og en milepælsbetaling på 8,5 mio. dollars ved iværksættelse af fase 1-studier med det monoklonale antistof, foruden royalties af nettosalget.

Transportkoncernen DSV's amerikanske konkurrent FedEx opjusterede mandag aften indtjeningsforventningerne til andet kvartal markant. FedEx steg godt 3 pct. i eftermarkedet, og det giver en god indikation for branchen og understøtter troen på øget aktivitet. Yderligere spekuleres der i en opsplitning af den hollandske DSV-konkurrent TNT. Spekulationerne kommer fra den tyske avis Het Financieele Dagblad. DSV-aktien ligger 0,7 pct. højere i kurs 89,8.

Vestas falder 2,1 pct. til krus 344,8, da aktien er ramt af selskabets nedskæringer i USA. Vestas foretager et mere voldsomt træk end ventet, når vindmølleproducenten sender 500 ansatte i USA på orlov i starten af 2010. Det konstaterer Jyske Banks Vestas-analytiker, Christian Nagstrup.

- De går lidt mere drastisk til værks, end jeg havde forventet. Jeg troede mere, at det var et spørgsmål om, at de skulle hyre i et lavere tempo. Det var også det, de meldte ud ved regnskabet for tredje kvartal. Det er en anderledes melding, end vi fik ved regnskabet, siger Christian Nagstrup til RB-Børsen.

Nordea falder 1,0 pct. til kurs 52,8. Morgenavisen Jyllands-Posten skriver tirsdag, at Nordea er i spil til erstatninger op til 1 mia. kr. i Finland, hvilket skyldes salget af investeringsprodukter som bl.a. baseret på de dødsmærkede islandske banker og de amerikanske boliglånshuse Fannie Mae og Freddie Mac.

Godkendelsen af ALK-Abellos nærmeste konkurrent, franske Stallergenes pendant til allergitabletten Grazax og de seneste positive tre-årsdata fra forsøg med tabletten, er en klar fordel i relation til allergivaccineselskabernes største udfordring, nemlig markedspenetreringen. Det vurderer analytiker Brian Rathje fra Alm. Brand Markets. ALK-Abello falder 1,8 pct. til kurs 420.

A.P. Møller - Mærsk ligger uændret i kurs 36.600. Rederigiganten slagter nu endnu en hellig ko og skruer fuldt op for koncernens planer om at flytte interne funktioner til lavtlønsområder i jagten på milliardbesparelser, skriver dagbladet Børsen.

Den globale containerflåde vokser med 6,1 pct. i 2009, og det er den laveste vækst siden 2000. Det skriver shippingnyhedsbrevet Alphaliner, som i netop 2000 første gang opgjorde udviklingen i containerflåden.

SAS ligger 1,2 pct. lavere i kurs 3,18. Standard & Poors Research sænker sit kursmål på SAS til 4,7 skr. (3,33 kr.) fra 4,80, mens anbefalingen lyder på "hold".

BRANCHENYT
Læs også