Don Ø's fejlskud don ø's fejlskud

Navnet er Flemming Østergaard. Kælenævnet er Don Ø, men selv kalder Parkens formand sig Gårdmand Bjørn.Titlen skyldes stribevis af fejlskud om fremtiden.

»Vi kommer stadig ud med overskud. Og gør vi ikke det, så giv mig et spark bagi.«

Ordene er Flemming Østergaards, og de faldt i slutningen af august, netop som FCK havde tabt en afgørende kamp i Champions Leaque til et uanseligt cypriotisk fodboldhold.

Ud over ridser i den sportslige ære betød nederlaget, at Parken på et splitsekund gik glip af indtægter på omkring 100 mio. kr., og dermed blev nederlaget reelt startskuddet på nedturen for Parken-imperiet - og måske også for Flemming Østergaard.

Tre måneder efter forsikringen om et 2009-overskud er Parken på vej mod et historisk underskud på op mod 255 mio. kr. før skat, gælden sætter rekord med mere end 2 mia. kr., og stort set samtlige forretningsområder halter.

At situationen er alvorlig, understreges af, at Flemming Østergaard har tilbudt at trække sig som bestyrelsesformand. Det vender vi tilbage til lidt senere.

Flemming Østergaards eklatante fejlskud omkring den økonomiske udvikling i Parken i 2009 kom tilsyneladende som en gigantisk overraskelse for investorerne, som de seneste uger har barberet 38 pct. af aktiekursen.

Men det burde det ikke have gjort.

ser man på Flemming Østergaards evner som spåmand, viser resultaterne med al tydelighed, at det næppe er en levevej, som vil forgylde tilværelsen for den 66-årige bestyrelsesformand.

Ud over fejlskuddet fra august var krystalkuglen heller ikke til megen hjælp, da Flemming Østergaard i 2005 bramfrit slog fast, at han forudså et gennemsnit på 30.000 tilskuere til FCK's hjemmekampe i 2008. Meldingen blev fulgt op med tilbuddet om at kalde ham for Gårdmand Bjørn, hvis målet ikke blev nået.

I dag kan Gårdmand Bjørn se tilbage på endnu et fejlskud.

gårdmand bjørn-titlen blev også taget i brug, da Flemming Østergaard i januar i år skulle kommentere de kuldsejlede planer om et italiensk ferieboligprojekt. Projektet blev søsat af Parken-formanden i juni 2008 med store armbevægelser og forsikringer om, at det vil blive »en af de bedste investeringer« i Parken nogensinde.

Men projektet løb ind i økonomiske problemer. Det afholdt dog ikke Flemming Østergaard fra nok en gang at kigge dybt i krystalkuglen, der åbenbart afslørede, at projektet i løbet af tre-fire år ville udvikle sig til en regelret succes.

»Ellers må du kalde mig Gårdmand Bjørn,« slog Flemming Østergaard fast over for Børsen.

i dag er Parkens italienske forretningseventyr lagt i graven, mens man kæmper for at lukke hullerne i kassen.

Det seneste fejlskud fra Flemming Østergaard kom i et P1-interview den 1. oktober.

Da afslørede Parkenformanden, at underholdningskoncernen kæmpede med et aktuelt underskud på 19 mio. kr.

Alligevel forsikrede han, at 2009 ville ende med et plus på bundlinjen.

»Vi har et ekstremt dygtigt management. Døm os, hvis ikke vi kan løse opgaverne. Vi kører ikke Tour de France på trehjulet cykel,« lød den atypiske forsikring fra Flemming Østergaard.

i dag står det klart, at Parken-ledelsen næppe bør deltage i Tour de France. Parken-iagttagere finder det dog langt mere interessant, hvad der er sket i løbet af de 49 dage fra Flemming Østergaards forsikring om et 2009-overskud, til meddelelsen kom om et historisk stort underskud før skat på 245-255 mio. kr.

Fondsbørs-meddelelsen forklarer nedturen med problemer i fitness.dk-kæden, store omkostninger ved to skrinlagte projekter, øgede renteudgifter på den hastigt voksende gæld og tab på handel med spillere i FCK.

Men for en ledelse og bestyrelse med fingrene solidt plantet i de daglige forretninger burde det være kendt stof allerede i månederne op til nedjusteringen. Derfor spørger mange sig selv, hvorfor nedturen fik tag i Parken netop den 19. november.

Til gengæld står det klart, at kursændringen rokker alarmerende ved grundpillerne under Parken. Situationen i Parken er så alvorlig, at der her og nu skal findes omkring 500 mio. kr. gennem en aktieudvidelse, idet Parken foruden 2009-underskuddet ventes at løbe ind i en lussing næste år på 100 mio. kr.

det er dårligt nyt for aktionærerne. Den dårlige nyhed for Flemming Østergaard er derimod, at han tydeligvis bliver mere og mere stækket i toppen af Parken.

Første skridt blev taget sidste år, da Nordea tog pant i alle stort set alle Parken-værdier. Samtidig fik banken vetoret over for alle »væsentlige« investeringer.

Næste skridt blev taget, da den tidligere finansdirektør i TDC, Hans Munk Nielsen, som har flere tillidshverv i Nordea-koncernen, i april blev valgt ind i Parkens bestyrelse. Et valg, som mange i dag kæder direkte sammen med nedjusteringen for tre uger siden.

Sidste uge var det så LD, som er største aktionær i Parken, der skred til handling med et krav om, at Flemming Østergaard ikke får indflydelse på de daglige forretninger i Parken. Derfor må Flemming Østergaard ikke længere have sin daglige gang i lokalerne på Østerbro. Samtidig forlader tre Østergaard-tro støtter bestyrelsen.

alt sammen har det skabt grobund for spekulationer om, at Flemming Østergaard alias Don Ø alias Gårdmand Bjørn er på vej ud af Parken.

Den nye kurs betyder nemlig også, at det er slut med årlige bonusser i millionklassen og guldrandede aktieoptioner til Flemming Østergaard. Alene bonusbetalingerne har de seneste seks år sikret Parkenformanden 23,2 mio. kr., uden at det står klart for omverdenen, præcist hvad millionerne er betaling for.

Det bringer os tilbage til Flemming Østergaards tilbud om at trække sig.

Med udsigt til et brandudsalg af nye aktier vil det her og nu være et dårligt signal at sende Gårdmand Bjørn på porten, vurderer mange i branchen. Til gengæld peges der på, at Flemming Østergaard skal være varsom med at gentage tilbuddet på den anden siden af nytår. Resultatet kan nemlig meget vel blive, at ejerne takker ja.

BRANCHENYT
Læs også