En ny, ukendt person er dukket op i IT Factory- sagen.Stein Bagger og Allan Vestergaard havde hemmelig investeringsmakker med i IT Factory.
En ukendt person var dybt involveret i IT Factory-sagen. En hemmelig investor havde planer om at overtage IT Factory sammen med Stein Bagger og hans partner, Allan Vestergaard.
Det fremgår af dokumenter i IT Factory-sagen, som ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger er overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK).
Dermed var der tilsyneladende tre ejere af selskabet Agios United, der var storaktionær i IT Factory, som alle troede var milliarder af kroner værd.
I modsætning til de to andre ejere var det magtpåliggende for den tredje mand, at han kunne forblive anonym. Hemmelighedskræmmeriet omkring investoren var så stor, at Allan Vestergaard i sin korrepondance med Stein Bagger betegner den ukendte mand som X.
Allan Vestergaard blev landskendt som Stein Baggers hemmelige makker. Interessen for den hidtil ukendte forhenværende bankmand eksploderede i medierne, da det kom frem, at han en uge før Stein Bagger forsvandt fra Dubai, var meget tæt på at miste livet, da han blev overfaldet af ukendte gerningsmænd foran sit hjem i Farum.