Google frigiver hundredevis af plugins

Google frigiver 300 programmer til browseren Chrome. Her kan du se mulighederne i Chrome.

Illustration: Google

Det er kun to uger siden, at Google inviterede udviklere til at uploade indstiksprogrammer, kaldet Google Chrome extensions.

Nu har web-giganten allerede samlet 300 programmer og gjort dem tilgængelige på nettet for Chrome-brugerne.

Formålet med Chrome extensions er at udvide browserens funktionsområde, som man kender det fra plugins til eksempelvis Explorer og Firefox.

"I dag forventes det, at alle browsere understøtter plugins og dermed giver mulighed for, at brugerne kan udvide funktionaliteten. Vi har forsøgt at opbygge et plugin-system, der er enkel at bruge, men stadig stabilt og sikkert uden at gå på kompromis med ydelse," skriver Google på sin blog.

Tre typer indstik
Google har opdelt de mange indstiksprogrammer i tre kategorier:

Browser actions er udvidelsesværktøjer, der skal gøre det nemmere at udføre en bestemt opgave, uanset hvilken side man besøger.

Det kunne eksempelvis være konstant adgang til sin Gmail-konto via indstikket Google Mail Checker.

Page actions kan vise informationer, der tilbydes af den webside, man befinder sig på. Man kan eksempelvis få information om RSS-feeds og tilmelde sig via et enkelt klik med indstikket RSS Subscription Extension.

Den tredje variant er de såkaldte Content scripts, der kan interagere med indholdet på den webside, man besøger. Et eksempel på det er Google Translate, der kan oversætte teksten på siden.

Sidste år kom Chrome til Windows på gaden, og Google har netop frigivet beta-versionerne af browseren til Mac og til Linux.

Foreløbig er der dog kun indstiksprogrammer til Windows- og Linux-udgaverne. Mac-brugerne må vente til en senere version.

Google fortæller mere om detaljerne i Chrome extensions i denne video:

..

BRANCHENYT
Læs også