Nye bekymringer trak aktierne ned

De globale aktier dykkede onsdag eftermiddag, da S&P's udsigter for Spaniens kreditvurdering bekymrede.

Det endte med et C20-fald på 0,3 pct. til 332,32. Topdanmark havde det svært grundet meldingerne fra kapitalmarkedsdagen om mindsket opkøb af egne aktier. Blandt sidepapirerne blev det til markante stigninger hos Sjælsø Gruppen og Rockwool.

Topdanmark lukkede 3,4 pct. lavere i kurs 693. Forsikringskoncernen holdt kapitalmarkedsdag. Topdanmark meddelte, at forsikringsselskabet vil reducere det løbende tilbagekøbsprogram på grund af de fremtidige kapitalkrav.

»Den påtænkte styrkelse af Topdanmark Forsikrings basiskapital nødvendiggør en tilsvarende reduktion i tilbagekøbet af Topdanmark-aktier,« skrev selskabet, der dog fastholdt, at der fortsat er tale om et betydeligt aktietilbagekøbsprogram.

Danske Bank faldt 1,7 pct. til kurs 113. Banken har fået hævet sin anbefaling til "neutral" fra "sælg" af det schweiziske finanshus UBS.

Ifølge UBS har markedet indkalkuleret en aktieemission på 26 mia. kr., men den betragtning deler finanshuset ikke, idet UBS her kalkulerer med en aktieemission på 16 mia. kr., hvor den resterende hybridkapital skal tilbagebetales via indtjeningen.

Rockwool steg 4,0 pct. til kurs 549. Hverken vind, sol eller nogen anden form for grøn energi er det væsentligste element i løsningen af klimakrisen. Det er derimod isolering, lavenergivinduer og andet, der kan nedbringe varmespild i bygninger, skrev Politiken onsdag.

En endnu ikke offentliggjort analyse fra IEA (Det Internationale Energiagentur) konkluderede, at energieffektivisering i blandt andet boliger og transport kan stå for 60 pct. af den CO2-reduktion, der ifølge videnskaben er nødvendig frem mod 2020. Mere end 20 pct. af den kan hentes fra bygninger.

Vestas lukkede 1,6 pct. lavere i kurs 331,5 efter tirsdagens dyk på 4,3 pct. Tirsdag var Vestas i fokus grundet nedskæringer af arbejdsstyrken i USA, hvor 500 bliver sendt på orlov i begyndelsen af 2010. Vindparkudviklingsselskaber, som er Vestas' kundegrundlag, fik positive meldinger fra Credit Suisse i en analyse. Credit Suisse skrev onsdag, at vindparkudviklingsselskaberne i 2010 går en positiv tid i møde med strukturelle vækstmuligheder.

Carlsberg steg 0,5 pct. til kurs 383,75. Bryggeriet overvejer at investere i et nyt bryggeri i Kharkiv-regionen i Ukraine. Det skrev netmediet FoodBizDaily og citerede chefen for den russiske investeringsgruppe Melon, Sergei Pirozhnikov. Ifølge Sergei Pirozhnikov er forhandlinger mellem Carlsberg og de lokale myndigheder afsluttet, og det danske bryggeri leder nu efter et passende sted at bygge.

Sjælsø Gruppen har som ventet gennemført sin aktieudvidelse og får tilført lidt over en halv mia. kr. i frisk kapital. Sjælsø Gruppen lukkede markante 14 pct. højere i kurs 13,0.

BRANCHENYT
Læs også