Obligationer: Lille reaktion på gode tal

De danske obligationer endte med moderate kursfald, hvilket de også havde indledt fredagen med.

Det blev fredag til to positive nøgletals-offentliggørelser fra det amerikanske detailsalg for november og forbrugertilliden fra University of Michigan.

Alligevel var reaktionen i markedet lille, og de danske obligationer endte med moderate kursfald, hvilket de også havde indledt fredagen med. På valutamarkedet var der mere knald på udviklingen, hvor dollaren blev styrket.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede fredag 0,30 point lavere i kurs 103,63 med en effektiv rente på 3,52 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-38'erne 0,13 point lavere i kurs 93,25 med en effektiv rente på 4,67 pct.

Det blev til en solid positiv overraskelse fra det amerikanske detailsalg for november, men effekten på finansmarkederne var begrænset. Det amerikanske detailsalg steg 0,6 pct. eksklusiv biler og benzin, hvor analytikerne blot havde ventet en stigning på 0,2 pct. Opgørelsen for oktober blev nedrevideret til en fremgang på 0,1 pct. fra en stigning på 0,3 pct. Det samlede detailsalg steg 1,3 pct. mod en ventet stigning på 0,6 pct.

- Det er anden stærke måned i træk, men det er ikke overraskende. Det var forbrugerelektronik og boligudstyr, som viste klar fremgang, og det tyder på et fremskyndet julesalg. En række af de store detailkæder har tilbage i oktober annonceret udsalg for at sikre julehandlen. Detailsalget blev yderligere stimuleret i november af, at Thanksgiving faldt en dag tidligere end sidste år, udtalte chefanalytiker Ulrik Bie fra Nykredit. Ulrik Bie venter fortsat, at det samlede amerikanske julesalg bliver svagt.

Senere kom University of Michigan med den foreløbige udgave af amerikansk forbrugertillid for december. Det blev til en betydelig stigning til 73,4 fra et indeks på 67,4 i november, hvor analytikerne havde ventet en mindre fremgang til 68,8.

Den amerikanske dollar blev styrket betydeligt mod både euroen og yennen. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,4615 dollar, mens dollar/yen-krydset lå på 89,69.
..

BRANCHENYT
Læs også