Lille investor, hvad nu?

Vi er ikke omkostningsbevidste, når vi køber andele i investeringsforeninger.

Jeg kan godt forstå, hvis folk har lyst til at investere i aktier.

Jeg kan også godt forstå, hvis folk ikke har.

For at investere i aktier er et valg, man skal være bevidst om. Man kan ikke være ”næsten-aktieejer”.

Heller ikke hvis man vælger at placere dele af sin formue i en investeringsforening. Godt nok lader man andre om at forvalte sine penge, men det ændrer ikke ved, at man reelt selv bliver medejer af rigtige virksomheder og fortsat har et ansvar for sine penge.

Det ansvar kan man ikke løbe fra, og man slipper ikke for selv at følge med. Orker man ikke det, skal man heller ikke anbringe pengene i en investeringsforening, men sætte dem på en konto i banken eller købe obligationer, der passer med den tidshorisont, man har, til man skal bruge pengene.

Myten om, at man er specielt beskyttet, fordi der sidder eksperter i den anden ende, og at foreninger er oplagt for ”den lille mand”, der ikke kan overskue det at investere, holder ikke.

Anbringer man sine penge i en investeringsforening, løber man præcist den samme risiko, som hvis man investerer i aktier.

Det kan godt være, at der ligger en risikospredning i og med, at investeringsforeningerne har flere aktier i de enkelte afdelinger. Men samme spredning kan man jo selv opnå ved at købe aktier i flere selskaber eller lande for den sags skyld.

Vi, der har prøvet at købe enkeltaktier i udlandet, ved dog, at det kan være bøvlet. Depotgebyret er højt, og hvis der er tale om et pensionsdepot, risikerer man både at blive beskattet i det land, selskabet hører hjemme i, når der udbetales udbytte - og i Danmark i form af PAL-skat.

Det er faktisk noget bøvl, og der kan være en idé i at overlade det til en investeringsforening.

Men hvilken investeringsforening og hvilken porteføljemanager skal man vælge? Det kan være svært, og det er da også derfor, at vi i samarbejde med en af Danmarks alt for få uafhængige analysehuse, Dansk Aktie Analyse, for ottende år i træk kårer årets investeringsforening og årets porteføljemanager.

Vi har det fint med - én dag - at hylde en branche, som vi holder nøje og kritisk øje med 364 dage om året. (365 i skudår!)

Selve hyldesten er ikke formålet som sådan.

Vi vil have at vide, hvad de bedste har gjort godt, og hvad de dårligste har gjort forkert?

Fra de sidstnævnte vil vi have svar på, hvad de har tænkt sig at gøre for at rette op på tingene.

Derfor indgår foreningernes evne og ikke mindst vilje til at informere deres ca. 840.000 privatkunder som et element i bedømmelsen.

Også det element gør kåringen unik. Og uden at røbe mine ”kilder” kan jeg godt afsløre, at kåringen ofte vækker debat. Ja, i år har vi i et enkelt tilfælde fået skældud af en forening. Den slags tager vi stående!

Der er også dem, der mener, at vi burde inddrage afdelinger, der investerer i obligationer. Det kunne vi aldrig finde på, og forklaringen kommer her:

Det er unødvendigt og unødvendigt dyrt at bruge en investeringsforening, når man skal investere i obligationer. Det er billigere at gøre det selv.

Derfor.

For nogle år siden var der meget fokus på investeringsforeningernes berettigelse. Det er der egentlig ikke længere. For der må jo være gode grund til, at 840.000 private danskere og en række større institutionelle investorer placerer tilsammen knap 800 mia. kr. hos foreningerne.

Den diskussion er altså ikke relevant længere. Til gengæld er der kommet mere fokus på foreningernes præstationer og ikke mindst omkostninger.

Det siges, at vi danskere er omkostningsbevidste. Ikke desto mindre har LD Invest, der med den tidligere Netto-direktør Mads Krage i spidsen havde det erklærede formål at være en billig forening, måttet opgive sin modstand mod at være direkte knyttet til bankerne.

LD er med andre ord blevet dyrere for at få kunder i butikken!

Danske Invest har kun fået i omegnen af 50 kunder i to indexfonde, der er Danmarks billigste.

Det skal siges, at fondene er målrettet til de af bankens kunder, der er klar til at betale 100 kr. mere om måneden for at få del i en onlineinvesteringspakke og de fordele, der ellers ligger i den.

Vi er med andre ord mere prisbevidste, når vi går på indkøb efter mælk, kød og fladskærme, end når vi køber værdipapirer.

Hvis det var, fordi der var garanti for, at der var en sammenhæng mellem omkostninger og afkast, kunne jeg godt forstå det. Men det er der ikke.

Faste årlige omkostninger kan veje ganske tungt, når de skal modregnes i afkastet eller lægges til tabet.

Så investorer: Hold øje med priserne.

BRANCHENYT
Læs også