Milliardindskud i Amagerbanken sikret

Amagerbanken reddet af aktionærerne.

Amagerbanken vurderer, at bankens udbud af aktier er fuldtegnet og sammen med tegning af kapitalbeviser, vil det tilføre et sted mellem 1 og 1,25 mia. kr. til banken. Dermed er bestyrelsens mål opnået, fremgår det af det foreløbige resultat af udbud af nye aktier og kapitalbeviser, som Amagerbanken har offentliggjordt.

Det er bankens forventning, at i alt 17.182.189 nye aktier er blevet fuldt tegnet af bankens aktionærer sammen med de yderligere 5 millioner stk. aktier, som Karsten Ree Holding ApS, har givet tilsagn om at tegne.

Finansmanden Karsten Ree trådte tidligere på året ind som redningsmand for banken.

Banken har desuden igen fået udskudt fristen for at opfylde solvenskravet for at få støtte under bankpakke II. Fristen er i denne omgang udskudt fra den 14. december til den 18. december.

Adm. direktør Jørgen Brændstrup siger, at banken nu kan indfri solvenskravet.

»Vi er taknemmelige for, at vores aktionærer meget bredt har støttet op om banken. Det understreger opfattelsen af, at Amagerbanken også fremadrettet har en berettigelse som en sund og uafhængig bank,« siger han.

Den endelige opgørelse af fordelingen af modtagne tegningstilsagn ventes færdiggjort på mandag.

BRANCHENYT
Læs også