Natlig networking for klimaet

Climate Spark-forumet, der bliver holdt i midten af København, er stedet, hvor forretningsfolk kan udbygge deres netværk.Også selv om klokken for længst har passeret midnat.

Natklubben Nasa i København er sædvanligvis forbeholdt de unge, smukke og rige og er kendt for at være særdeles svær at komme ind på.

Det har klimatopmødet dog ændret på. I disse dage er Nasa nemlig hver aften fra klokken 20 fyldt med ældre herrer i jakkesæt fra både ind- og udland, der er kommet for at høre prominente topchefer og internationalt kendte klimadebattører tale om deres forventninger til COP15 i anderledes rammer, end hvad de normalt er vant til.

»Jeg tror aldrig, jeg har været på sådan en natklub før,« erklærer amerikaneren Chris Flavin, der er direktør i Worldwatch Institute, efter han har talt om sin klimavision i en kulisse af dunkende rytmer fra nabodiskoteket.

Og malplaceret ser det da også ud, når fem canadiske topmødedeltagere forsøger at finde sig til rette i Nasas hvide lædersofaer, eller når Novozymes' adm. direktør Steen Riisgaard må misse med øjnene for at orientere sig i klubbens rødlige lys. Men hvorfor overhovedet holde et klimaforum i så uvante omgivelser?

»Det handler om at gøre noget anderledes og mere løssluppent. Jeg ville lave et sted, hvor der kan komme virkelig store navne og fortælle om deres syn på klimaet og topmødet, men hvor de også kan slappe af og feste lidt.« Sådan lyder forklaringen fra Michael Mathres, som er manden bag det usædvanlige forum. Han har mange års erfaring med at arrangere klimarelaterede events og er kendt for at give sine arrangementer en lidt alternativ profil.

»Det er mere interessant at tale med folk, der virkelig ved noget om emnet, hvis de får lov til at være lidt mere afslappede end ellers. Og så er det et godt sted at networke,« mener han.

Lige præcis networking er også grunden til, at mange af tilhørerne har valgt at dukke op. Alt fra østeuropæiske investorer til danske kommunikationsfolk har købt en billet til de sene klimadebatter. Både for at lytte til talerne, men i lige så høj grad for at lære nye mennesker og forretningsforbindelser at kende over en øl. Derfor er også networkingfirmaet Nidab til stede på Nasa for at hjælpe arrangøren med at holde styr på de mange nye ansigter. Men Nidab hjælper også almindelige gæster ved at introducere dem for de rigtige mennesker.

»Det er alt sammen et spørgsmål om at networke og møde de rigtige mennesker. Det her er et perfekt sted at gøre det på. Selvfølgelig er klimaet i fokus, fordi det er er en klimaevent, men det er også en lejlighed til at tale sammen om forretninger eller alt muligt andet. De kan jo blive så længe, de vil, selv om det bliver sent,« siger Birgitte Lundebye fra Nidab.

BRANCHENYT
Læs også