Ny dankortaftale tilgodeser små butikker

I 2010 hæver bankerne butikkernes betaling for dankortsystemet med 144 millioner, og de store butikker får størstedelen af regningen.

Modellen er en sejr for de små og mellemstore detailvirksomheder, mener Håndværksrådet, som er hovederhvervsorganisation for over 20.000 små og mellemstore danske virksomheder.

- Regeringen har lyttet til Håndværksrådets ønske om, at de små og mellemstore butikker i højere grad skal tilgodeses, når regningen for dankortsystemet skal fordeles, udtaler Ane Buch, administrerende direktør i Håndværksrådet, i en pressemeddelelse.

Prisstigningerne kommer som følge af dankortaftalen fra 2005. Ifølge den har Pengeinstitutternes Betalingsservice, PBS, lov til at sætte prisen i vejret, så bankerne får halvdelen af sine udgifter dækket mod kun 25 procent i dag.

Butikkerne og bankerne har forsøgt at nå til enighed om en model i løbet af efteråret, men det er ikke lykkedes.

Nu har økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) sat en model sammen, der tager hensyn til de små butikker, så prisen for dankortabonnementet stiger, efter hvor ofte butikkerne benytter dankortsystemet.

Modellen er valgt af hensyn til forbrugerne, så dankortsystemet fortsat vil være udbredt over hele landet.

Men den store regning til de største butikker rammer skævt, peger Dansk Erhverv på.

- Det er helt misforstået, for betalingskortmodtagere med få transaktioner er ikke nødvendigvis små butikker. Det, der i stedet sker, er, at man friholder bilforhandleren, tandlægen, kosmetologen og lægen med få transaktioner for til gengæld at brandbeskatte købmænd og supermarkeder med mange transaktioner, oplyser Jens Klarskov.

BRANCHENYT
Læs også