Dubai koster byggefirmaer millioner

Entreprenørfirmaet Rambøll taber et millionbeløb på Dubai-krisen, mens bl.a. Cowi og FLSmidth ikke forventer tab.

Risikoen for økonomisk ruin i Dubai har også påført danske virksomheder milliontab. Særligt britiske rådgivere og entreprenører står til store tab.

Den danske entreprenør Rambøll har tabt nogle millioner på den statslige developer Nakheels nedtur, skriver netavisen ing.dk.

»For et halvt år siden meldte Nakheel ud til de virksomheder, der arbejdede for dem, at de ikke kunne betale, og at de ville have massive rabatter. Kravet var i omegnen af 65 pct. af den oprindelige pris. Men vi fik dem forhandlet op, så vi kun tabte et par mio. kr. Dem, der blandede advokater og den slags ind i det, var ikke så heldige,« siger Lars Ostenfeld Riemann, service area director hos Rambøll til ing.dk.

Krisen i Dubai har betydet, at Rambøll har fyret ca. hver syvende i området, så koncernen nu beskæftiger 180.

Rambøll-chefen vurderer, at Dubai-nedturen kan få stor betydning:

»I sig selv betyder Dubai ikke særlig meget. Her bor 2 mio. mennesker. Men i hele regionen bor én mia. Så betydningen af Dubai burde ikke være særlig stor. Men kollapset har skadet tilliden, for hvad sker der, når man ikke en gang kan stole på, at stater kan betale deres regninger? Det er ligesom kollapset på Island. Det skader tilliden i markedet.«

Den britiske forening for rådgivende ingeniører vurderer, at foreningens medlemmer har mere end 4 mia. kr. til gode for projekter i emiraterne, som Dubai udgør hovedparten af.

Den danske generalkonsul Thomas Bay i Dubai mener, at krisen har været synlig længe:

»Styret hernede har været meget dårlig til at håndtere krisen. Alle hernede har i mindst et år vidst, hvilken vej det gik, men styret er blevet ved med at nægte, at der var finansielle problemer. Så sent som for 14 dage siden holdt Sheik Mohammed en tale for udenlandske investorer, hvor han midt under sin arabiske tale slog over i engelsk og bad den udenlandske presse om at holde kæft. Man har simpelthen ikke villet tale om det. Derfor slår nyheden hårdere igennem nu,« vurderer han over for ing.dk.

Danske Cowi har 35 medarbejdere i Dubai, men koncernchef Lars-Peter Søbye forventer ifølge ing.dk, at rådgiveren slipper nærmest uskadt gennem Dubai-nedturen.

FLSmidth afviser ifølge nyhedsbureauet RB Børsen ligeledes at være berørt at Dubai-krisen.

BRANCHENYT
Læs også