ECB fastholdt renten og vil udfase tiltag

Det blev til et lille fald i de danske obligationer på en torsdag, hvor Den Europæiske Centralbank fastholdt sin styrerente på 1,00 pct. Samtidig skuffede det amerikanske ISM-erhvervstillidsbarometer for serviceindustrien, hvor bl.a. beskæftigelseskomponenten signalerede et højere end ventet jobtab i den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, som bliver offentliggjort fredag.

ECB holdt torsdag rentemøde, hvor styringsrenten som forventet blev fastholdt på 1,00 pct. Efterfølgende talte chefen for centralbanken, Jean-Claude Trichet, til pressen, og han meddelte, at flere af centralbankens ekstraordinære likviditetstiltag ville blive udfaset. ECB vil holde den sidste 6-måneders refinansieringsauktion i slutningen af marts næste år, mens at december måneds 12-måneders likviditetstildeling bliver den sidste for denne omgang.

»ECB vurderer stadig, at det nuværende renteniveau er passende, og der kom ikke signaler, som kunne tolkes, som at en renteforhøjelse var rykket tættere på. ECB vil formentlig også gerne have muligheden for at vurdere hvilken effekt den meget gradvise udfasning af likviditetstildelingerne får, og derfor er der udsigt til at en evt. renteforhøjelse fra ECB stadig ligger et langt stykke ud i fremtiden - pt. venter vi, at det først sker i fjerde kvartal 2010,« skrev cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen.

Torsdag kl. 16 kom der skuffende novembertal fra det amerikanske ISMerhvervstillidsbarometer for servicesektoren, idet tallet faldt til 48,7 fra 50,9 i oktober. Analytikerne havde håbet på 51,5. En værdi over 50 indikerer øget aktivitet. Beskæftigelseskomponenten i ISM service erhvervstilliden for november bekræftede bekymringerne, om at fredagens offentliggørelse af jobtab i USA vil blive værre end de gennemsnitlige forventninger på minus 125.000. Chefanalytiker hos Nykredit Ulrik Bie bemærkede, at ISM service beskæftigelseskomponenten understøttede hans estimat om jobtab på 150.000-175.000 i non-farm payrolls, som offentliggøres i fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport.

BRANCHENYT
Læs også