Bagger-partner risikerer 12 års fængsel

Bagmandspolitiet kræver 190 mio. kr. konfiskeret fra Stein Baggers svenske forretningspartner, Michael Ljungman. Michael Ljungman skal i dag kl. 15.30 i retten i Lyngby, hvor han er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, fremgår det af det netop udarbejdede anklageskrift.

Svenskeren er anklaget for - i samarbejde med Stein Bagger - at have begået bedrageri, der har givet leasingselskaber tab for i alt 211 mio. kr.

Bedrageriet er foregået i Michael Ljungmans selskab Xiop, der har fået udbetalt penge for falske leasingkontrakter.

Michael Ljungman er tiltalt efter særdeles skærpende omstændigheder, og det kan give en straf på helt op til 12 års fængsel.

Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet (SØK) - i daglig tale bagmandspolitiet - kræver desuden 190 mio. kr. konfiskeret hos Michael Ljungman. Ikke fordi svenskeren er i besiddelse af så stor en formue, men fordi SØK ønsker mulighed for at hente pengene, hvis det viser sig, at der er værdier i Michael Ljungmans selskaber.

SØK kræver, at konfiskationskravet skal gælde i 10 år.

Michael Ljungman nægter sig skyldig, og ved retsmødet i dag skal sagens forløb derfor planlægges.

BRANCHENYT
Læs også