Danskerne shopper mere

Forbrugsvarer er blevet langet over disken i stigende fart i oktober, viser tal fra Danmarks Statistik.



Salget af beklædningsvarer er steget med 1,8 pct. i forhold til september, mens salget af andre forbrugsvarer er steget med 1,6 pct. Forbruget af fødevarer tegner sig for en beskeden stigning på 0,3 pct.

Samlet set er omsætningen i detailhandlen i oktober steget med 1,1 pct., og Danske Bank forudser, at forbruget er på vej op igen.

»Forbrugerne får da også hjælp fra mange kanter, lønningerne stiger generelt fortsat i et pænt tempo, inflationen er lav, og renterne er faldet endog ganske meget,« skriver banken i en pressemeddelelse.

En øget investering i nye tv-apparater inden introduktionen af det nye tv-signal den 1. november kan ifølge Danske Bank også være med til at forklare stigningen i omsætningen af forbrugsvarer.

Bedre takter på boligområdet og skattelettelser på arbejdsskatten taler også for et 2010 med et stigende forbrug, pointerer banken.

Også cheføkonom Jes Asmussen, Handelsbanken, vurderer, at forbruget er på vej op. »Bedringen i detailsalget i kombination med tendensen til stabilisering i bilsalget, som vi ligeledes har observeret, vidner således om, at privatforbruget kan være på vej op i et lidt højere gear, efter de dybe fald der har præget udviklingen gennem den økonomiske krise, vurderer han.

BRANCHENYT
Læs også