Danisco og Genmab vristede sig fri

Følg aktiekurserne onlineEn sur stemning prægede torsdag de europæiske aktiemarkeder, hvor banksektoren var under pres. På den danske scene vristede Danisco og Genmab sig fri af den sure stemning, og C20-indekset endte 0,7 pct. lavere i 334,34. Blandt sidepapirerne var der kurssmæk til det lille flyselskab Cimber Sterling.

Danske Bank lukkede 3,4 pct. lavere i kurs 115,3 efter onsdagens stigning på 6,7 pct. Nordea lukkede 1,9 pct. lavere i kurs 52,8 efter onsdagens stigning på 2,9 pct.

»Bankaktierne var præget af profithjemtagning efter onsdagens stigning. Banksektoren fik nyt om BIS-reglerne vedrørende øgede kapitalbehov, og de vil gælde fra 2012, hvor der så er en længere varende overgangsperiode,« udtalte senioraktiehandler Claus Thestrup fra Handelsbanken til RB-Børsen.

Danisco skød i vejret efter onsdagens uensartede halvårsregnskab med en overraskende god drifts- indtjening, men også med store nedskrivninger. Handelsbanken sænkede sin anbefaling på Danisco i kølvandet efter torsdagens gode udvikling. Danisco lukkede 5,7 pct. højere i kurs 354.

»Det er en markant fremgang hos Danisco-aktien efter onsdagens regnskab, og vi har nu sænket vores anbefaling af Danisco til "akkumuler" fra "køb",« udtalte senioraktiehandler Claus Thestrup.

I rederisektoren var fokus på A.P. Møller - Mærsk og linjefartsrederiet DFDS. A.P. Møller - Mærsk og DFDS har indgået en aftale vedrørende et salg af Norfolkline til DFDS. Prisen er 2,6 mia. kr., hvoraf DFDS betaler 1,3 mia. kr. i kontanter og resten i egne aktier. APM får i alt en andel på 31 pct. DFDS-aktien lukkede uændret i kurs 340,5, mens A.P. Møller - Mærsk faldt 2,4 pct. til kurs 36.100.

Carlsberg hævede indtjeningsforventningerne til 2009, hvilket dog havde afsæt i lageropbygning, og det kommer til at gå ud over salget i det kommende kvartal. Lageropbygning sker på det russiske marked forud for den kommende afgiftsstigning på 200 pct. pr. 1. januar 2010.

»Mens lageropbygningen vil have en positiv engangseffekt på resultatet i 4. kvartal 2009, vil den efterfølgende lagernedbringelse i 1. kvartal 2010 have en tilsvarende negativ engangseffekt på resultat af primær drift,« skrev Carlsberg.

Genmab lukkede med en stærk stigning på 6,1 pct. til kurs 82,3. Analysebureauet AlphaValue hævede sin anbefaling på Genmab til "køb" fra "tilføj", mens kursmålet sættes til 91,7 kr.

Vestas faldt 2,1 pct. til kurs 314. Vestas fik en ordre på 58 møller eller 49 MW fra China Datang Renewable Power.

Cimber Sterling dykkede ekstreme 31,7 pct. til kurs 6,35, efter at selskabets halvårsregnskab indeholdt en nedjustering af årsforventningerne, hvilket kommer som en stor overraskelse for markedet. Cimber Sterling offentliggjorde sit prospekt 12. november og blev noteret på børsen 1. december.

BRANCHENYT
Læs også