Højere på mindsket risikoappetit

Det blev torsdag til kursstigninger, idet investorerne søgte lidt tilflugt i sikker havn, da de europæiske aktiemarkeder torsdagen igennem lå underdrejede. Det blev til en positiv overraskelse fra Philadelphias erhvervstillidsbarometer, mens onsdagens rentemøde i Federal Reserve var med til at sætte fokus på den kommende tilbagerulning af den lempelige pengepolitik.

Det regionale erhvervstillidsbarometer fra Philadelphia viste overraskende en fremgang i december til 20,4 i forhold til 16,7 i november. Analytikerne havde ellers ventet en lille tilbagegang til 16,0. De regionale barometre bruges som opvarmning til det nationale og vigtige ISM-erhvervstillidsbarometer, som offentliggøres den 4. januar 2010.

»Erhvervstillidsbarometeret fra Philadelphia var positivt, men det havde kun en ringe effekt på obligationsmarkedet. Federal Reserve bekræftede onsdag, at den fortsat vurderer, at markedet er stærkt nok til klare en fjernelse af de ekstraordinære kreditfaciliteter i begyndelsen af det nye år. Dollaren fortsætter sin styrkelse, som snart har stået på i to uger, og det er, som om investorerne nu fokuserer mere på de positive tendenser fra USA og de negative nyheder fra eurozonen, og det styrker dollaren,« vurderede obligationsanalytiker i Danske Bank Peter Possing.

Torsdag kom der skuffende tal fra det amerikanske arbejdsmarked. Det var de ugentlige nye ansøgninger af understøttelse, som i uge 50 var 480.000. Analytikerne havde kun ventet et tal på 465.000. Det totale antal på understøttelse steg til 5.186.000 fra 5.157.000, mens analytikerne kun havde ventet en stigning til 5.170.000.

Det britiske detailsalg for november skuffede med et fald på 0,3 pct. på månedsbasis. I september blev fremgangen på 0,4 pct., og analytikerne havde også for november ventet en fremgang på 0,5 pct. På årsbasis steg detailsalget 3,1 pct., mens der var ventet 3,7 pct.

Eftervirkninger fra den amerikanske centralbanks rentemøde onsdag aften var fortsat til at se torsdag, da især den amerikanske dollar blev styrket.

BRANCHENYT
Læs også