Bankernes ivrige rådgivere

Hvem høster fordel af de mange omlægninger af investeringsbeviser?

Investerings-foreningerne varetager en ikke uvæsentlig del af danskernes formueopsparing i aktier og obligationer.

Enten direkte eller i form af pensionskasser og pensionsfondes placeringer af midler i investeringsforeningernes afdelinger. Finanskrisens kursfald har naturligvis taget sin bid af kagen, men ved udgangen af november var der 775 mia. kr. under forvaltning i de danske investeringsforeninger under InvesteringsForeningsRådet, IFR.

378 mia. kr. kommer fra detailkunder, som fortrinsvis anses for private personer og virksomheder, mens 389 mia. kr. kommer fra institutionelle investorer. Blot 8 mia. kr. kommer fra udenlandske investorer.

Der har de seneste år været rettet en del fokus på omkostningerne ved at have sine midler placeret i investeringsbeviser, og på det seneste har Nationalbanken ytret, at en række afdelinger, som tager sig betalt som en aktivt forvaltet portefølje, i virkeligheden kun skaber et afkast som en passivt forvaltet indeksafdeling. Der er ingen tvivl om, at det kan være vanskeligt at slå indekset, når man tager hele branchen, som rent faktisk udgør en væsentlig del af markedet, men det er en mere teoretisk og principiel diskussion. Det er fornuftigt nok at sætte kritisk fokus på omkostningerne, bl.a. fordi mange nok vil blive overraskede over, hvor lidt af omkostningerne, som egentlig går til selve kerneydelsen; at sikre det bedste afkast.

En langt større del går til salgsprovisioner til bankerne for at yde det, der kaldes rådgivning til kunderne. Konkurrencestyrelsen har lavet interessante undersøgelser af, hvor meget dette ”kick-back”-fee har af betydning for en langsigtet investor, og konklusionen var, at godt 20 pct. af afkastet for en langsigtet investor går til betaling af distributionen.

Interessant er det derfor, at LD Invest, som netop har slået sig op på et koncept med lavere omkostninger, nu har kastet håndklædet i ringen og accepteret at betale den såkaldte beholdningsprovision til banker, som vil markedsføre deres investeringsbeviser. Noget af en kamel at sluge for LD Invests formand, Mads Krage, der som mangeårig direktør for Netto om nogen har fremstået som eksponent for ”value for money”.

Med denne beslutning er det tydeligt, at LD's forsøg på at hverve kunder ud fra det kontante argument, at de kan spare ved at gå uden om pengeinstitutternes filialer, har lidt skibbrud. Det skal nok lykkes for de såkaldte bankrådgivere, at få kunderne ud af de billigere produkter og ind i de produkter, som banken tjener på.

Selve meningen med bankrådgivningen er vel, at kunderne får en samlet eksponering, som modsvarer deres personlige profil, hvad angår risikovillighed, investeringshorisont etc. Men det kan være vanskeligt at vurdere, om en hyppig omlægning af kundernes investeringer er mest hensigtsmæssig for kunden eller for banken. Det er i hvert fald meget bemærkelsesværdigt, at der finder en så voldsom udskiftning sted i investeringsforeningernes ejerkreds. Hvis man ser på de samlede emissioner og indløsninger i danske investeringsforeninger i årets første 11 måneder, udgjorde disse hhv. 312 mia. kr. og 321 mia. kr. ud af en formue, som ved starten af året var på 676 mia. kr. og ultimo november på 775 mia. kr. - altså en udskiftning på næsten 45 pct. af formuen. Det er vanskeligt at forstå, når investeringsforeninger normalt anses for at være bedst egnet til langsigtede investeringer. Hvis banken både får kurtage af køb og salg af investeringsbeviserne, kurtage af køb og salg af de underliggende værdipapirer og en formidlingsprovision, kan man måske bedre forstå bankrådgivernes ivrighed på kundernes vegne.

Nu er en stor del af omlægningerne i det institutionelle miljø, som nok får bedre priser end detailkunderne, men aktiviteten er tankevækkende.

BRANCHENYT
Læs også