Mere affald i industri-Danmark

Produktion På trods af teknologisk udvikling og et øget fokus på miljø i virksomhederne produceres der i Danmark mere affald i forhold til for 10 år siden. Det viser ny forskning fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Ph.d.-studerende Louise Lykke Brix har undersøgt udviklingen i virksomhedernes affaldsmængder fra 1994 til 2006.

»Man skulle tro, at den voksende servicesektor, den teknologiske udvikling inden for produktionsapparater og virksomhedernes stigende fokus på miljø ville nedbringe mængden af affald. Men sådan forholder det sig ikke i virkeligheden,« siger hun.

Alene i fremstillingssektoren, herunder brancher for fødevarer, tekstiler og møbler, steg mængden af affald fra 2001 til 2006 med knap 20 pct. trods et fald både i antallet af ansatte og i branchens bidrag til bruttonationalproduktet, BNP.

Ifølge Louise Lykke Brix kan den stigende affaldsmængde skyldes en mere forarbejdningstung produktion. Hun mener, at et land på Danmarks teknologiske niveau burde være i stand til at udvikle teknologiske løsninger, der eliminerer affaldsproblemet.

BRANCHENYT
Læs også