Gas byttes ud med vind

Dong gør alvor af sine grønne ambitioner.

Dong Energy har travlt med at gøre alvor af sine grønne ambitioner. Forleden blev der købt op af vindmøller. Nu sælges der ud af ejerandelen i et svensk gasselskab.

Dong Energy meddeler, at man sælger en aktiepost på 20,4 pct. i det svenske gastransmissionsselskab Swedegas til den nordiske kapitalfond EQT Infrastructure Fund.

Dong oplyser ikke salgsprisen, men udtaler, at salget sker som led i »Dong Energys generelle optimering af forretningsporteføljen«.

Det er en formulering, som for alvor er taget i brug af Dongledelsen, efter at Dong-chef Anders Eldrup i begyndelsen af oktober ud af det blå trak hårdt i håndbremsen for at få styr på energigigantens udgifter.

Siden er der lanceret storstilede spareplaner, nedskæringer og fyringsrunder, ligesom der er skåret op mod 20 mia. kr. af investeringsbudgettet for 2010 og 2011.

Senest har Dong også omlagt lån og polstret pengekassen med salg af virksomhedsobligationer for 7,4 mia. kr.

Forleden blev en del af pengene så brugt på at øge ejerandelen i to tyske havmølleprojekter, Borkum Riffgrund 1 og 2, fra 50 pct. til 100 pct.

Det er en investering på op mod 320 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også