Dong vil låne af kunderne

Dong slipper for at gå i banken for at låne flere penge. • I stedet kræver Dong, at kunderne fremover skal betale det meste strømforbrug forud.

Fremover skal Dongs kunder betale størsteparten af elregningen forud.

Således skal strømmen, som bruges juleaften, typisk betales allerede i begyndelsen af november. Hidtil har Dong ikke bedt om pengene før i begyndelsen af januar.

»Det gør vi, fordi vi gerne vil have større samtidighed mellem indtægter og udgifter,« siger Bo Lundberg, salgs- og marketingdirektør i Dong.

Den større »samtidighed« medfører, at Dong får næsten to måneders gratis kredit fra kunderne.

Det svarer til et to-månederes rentefrit lån på omkring 1 mia. kr. fire gange om året.

Men hovedparten af pengene går direkte videre til statskassen, understreger Bo Lundberg, salg- og marketingdirektør i Dong.

»Vi følger de gældende regler for betaling af skatter og afgifter. Men det er ikke noget, vi vil gennemføre for at glæde skatteministeren,« siger han.

Klækkelig indtægt


Skatter og afgifter udgør langt hovedparten af udgiften til strøm - mellem to tredjedele og tre fjerdedele af strømprisen.

Men ændringen bidrager trods alt alligevel med en klækkelig indtægt i Dongs regnskab. »Ændringen betyder en sparet renteudgift på omkring 10 mio. kr. før skat om året. I den beregning har vi taget udgangspunkt i en kortere placeringsrente på 1,5-2,0 pct.,« fortæller Bo Lundberg.

En større besparelse


Han erkender dog, at Dong har gæld, og at det antageligt vil give en større rentebesparelse at placere pengene på eksempelvis Dongs kassekredit.

»Men i det regnestykke, vi har lavet, har vi taget udgangspunkt i en kortere placeringsrente på 1,5-2,0 pct.,« gentager han. I alt bliver 840.000 privatkunder og 100.000 erhvervskunder ramt af ændringen. Kunderne får seks måneders varsel i januar, og efterfølgende bliver fremrykningen af betalingen gennemført over de næstefølgende 12 måneder.

»Det giver kunderne god tid til at forberede sig på ændringen,« mener Bo Lundberg.

Kunderne kan ikke sige nej til at låne Dong pengene. Kun ved at skifte til et elselskab, der har andre betalingsbetingelser, kan de undgå udlånet til Dong. •

BRANCHENYT
Læs også