Ruslands regering overvejer at etablere et statsligt alkoholmonopol. Etablerer russerne et monopol, kan det ødelægge Carlsbergs bedste forretning.
Carlsberg har i flere måneder brokket sig over ekstremt store afgiftsstigninger i Rusland på 200 pct. på øl fra nytår. Men der kan være langt værre ting på vej.
Russiske embedsmænd er lige nu i gang med at samle materiale om fordele og ulemper ved at etablere et egentligt statsligt alkoholmonopol i stil med det svenske Systembolaget.
Hvis det sker, vil det totalt underminere den store styrke, der ligger i at eje Ruslands største bryggeri, Baltika, med en markedsandel på over 41 pct.