Når der kommer en båd . . .

Bananstriden er ekspederet over i historiebøgerne som et lærestykke i, hvor galt det kan gå, når man forsøger at kombinere udviklingspolitik med handelspolitik.

Bananer er for mange blot en velsmagende sydfrugt, men for producenter, politikere og diplomater er bananer årsagen til den længstvarende konflikt i verdenshandelsorganisationen WTO's historie. En konflikt, der nu endelig synes afsluttet med en aftale mellem EU, USA og en række bananproducerende lande i Latinamerika.

Kernen i aftalen til bilæggelse af bananstriden er, at EU i de kommende syv år aftrapper importtolden på bananer fra Latinamerika fra 176 euro pr. ton til 114 euro pr. ton. Importtolden sænkes med 28 euro pr. ton straks ved aftalens ikrafttræden.

Umiddelbart bliver konsekvensen, at de latinamerikanske bananer vil kunne falde 10-15 pct. i pris i EU, hvilket alt andet lige vil øge de latinamerikanske bananproducenters markedsandele yderligere på det store europæiske marked.

Taberne bliver bananproducenterne i gruppen af afrikanske, caribiske og stillehavslande, også kaldet ACP-landene, der siden 1993 har haft en præferencestilling i EU, som adskillige gange er kendt ulovlig af handelsdomstolen i WTO. Eksperter vurderer, at ACP-landenes bananeksport til EU vil falde med 15-20 pct. - ikke så meget på grund af den prismæssige konkurrence, men mere fordi forbrugerne i EU fortrækker de latinamerikanske bananer.

Som led i aftalen vil EU gennem Den Europæiske Udviklingsfond øge bistanden til ACP-landene med 200 mio. euro, der blandt andet tænkes anvendt til diversificering af landbrugsproduktionen. Bananer er en alt andet end ubetydelig afgrøde. Faktisk er de verdens mest værdifulde landbrugsafgrøde efter hvede, ris og majs, hvilket også er forklaringen på den til tider meget hårde kamp, der har været ført om EU's bananpolitik.

EU er tillige verdens største marked for bananer med en årlig import på 3 mia. euro, og derfor er aftalen af afgørende betydning for de lande, der er mest afhængige af produktion og eksport af bananer.

Ecuador, der er verdens største bananproducent, mener at have mistet årlige eksportindtægter på 1,5 mia. kr. som følge af EU's forskelsbehandling. I Ecuador, Costa Rica og Panama tegner bananer sig for mere end 10 pct. af eksportindtægterne, mens andelen ligger mellem 7,5 og 10 pct. i lande som Guatemala og Honduras.

Mest afhængige er ACP-lande som St. Vincent og Grenadinerne samt Dominica, hvor bananerne svarer for henholdsvis 29 og 21 pct. af eksportindtægterne.

Netop disse landes store afhængighed af bananproduktion og -eksport har bidraget til at vanskeliggøre forhandlingerne, men i hele processen har EU også skullet tage hensyn til USA, da de amerikanske fødevarekoncerner Chiquita Brands International, Del Monte Fresh Produce Company og Dole Food Company sidder tungt på bananeksporten fra Latinamerika.

Sidstnævnte er verdens største producent og grossist inden for frugt og grøntsager og således en formidabel modstander for selv EU-kommissionen.

Af samme grund har EU på den hårde måde måttet på skolebænken, fordi bananstriden er et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når udviklingspolitik og handelspolitik blandes sammen.

AfhængigT af politisk synspunkt vil ganske mange danskerne nok også drage et stille lettelsens suk over, at Danmark nu endelig kan viske en plet af det udenrigspolitiske renommé, da det var Danmark, der under den nytiltrådte regering under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i februar 1993 leverede den afgørende stemme bag favoriseringen af bananer fra de tidligere franske, britiske, spanske, belgiske og hollandske kolonier i Afrika, Caribien og Stillehavsregionen.

Frem til magtskiftet i januar 1993, da daværende statsminister Poul Schlüter (K) valgte at trække sig på grund af Tamilsagen, havde Danmark den officielle politik, at forbrugerne skulle have adgang til de bedste bananer til den laveste pris.

Hvorfor Danmark i 1993 i skikkelse af daværende landbrugsminister Bjørn Westh (S) fundamentalt ændrede standpunkt en uge efter regeringsskiftet uden en forudgående debat i Folketinget, er aldrig rigtigt kommet for en dag. Derimod har kritikken af Danmarks rolle været hård - især fra Tyskland, hvor bananer har indtaget en ganske særlig rolle, hvilket for alvor kom til udtryk ved Berlin-murens fald. Ikke så få af de ældre østtyskere, der den 9. november om aftenen strømmede gennem hullet i Muren til Vestberlin, bad som noget af det første om bananer, der ikke havde været tilgængelige i Østtyskland siden Anden Verdenskrig.

Banansyndromet har også eksisteret i Danmark, hvilket kom til udtryk i Cirkus Ib i Fælledparken i København i befrielsesåret 1945, da Holger ”Fællessanger” Hansen høstede sin måske største succes med revyvisen ”Når der kommer en båd med bananer”.

Bananer var blandt de overhovedet første sager, som WTO's handelsdomstol måtte tage sig af efter etableringen i 1995, da USA, Guatemala, Honduras og Mexico klagede over EU's bananpolitik. To år senere gik handelsdomstolens kendelse EU imod.

På daværende tidspunkt opererede EU med en kvoteordning, der favoriserede bananer fra ACP-landene. WTO-afgørelsen indebar, at EU måtte overgå til et toldbaseret system, men da implementeringen ikke gik tilstrækkeligt hurtigt, medførte det en ny sag ved handelsdomstolen og et nyt nederlag til EU, der oven i købet gav USA ret til at indføre straftold på produkter fra EU.

Straftolden, der beløb sig til knap 200 mio. dollars om året, ophørte i 2001, da EU accepterede at indføre et rent toldbaseret system senest den 1. januar 2006.

Lige lidt hjalp det.

I april 2008 vandt Ecuador over EU ved WTO's handelsdomstol, der slog fast, at EU i perioden fra 2001 til 2006 ikke havde overholdt indgåede aftaler og fortsat handlede i strid med WTO's regler. Måneden efter faldt en identisk afgørelse i en sag anlagt af USA mod EU.

Dermed stod det endegyldigt klart for selv de mest ihærdige tilhængere af EU's bananpolitik, at spillet var tabt, og siden har landbrugskommissær Mariann Fischer-Boel (V) og hendes stab i Bruxelles arbejdet på at få bilagt striden.

»Dette har været en af de handelsteknisk mest komplekse, politisk følsomme og kommercielt meningsfyldte juridiske opgør, som WTO overhovedet har beskæftiget sig med. Forhåbentlig kan det samme pragmatiske og kreative diplomati finde anvendelse, når vi genoptager forhandlingerne om en ny global frihandelsaftale,« konstaterer WTO's generaldirektør, Pascal Lamy.

Det ligger implicit i bananaftalen, at EU vil sænke importtolden på en række tropiske produkter, hvilket er et yderligere slag mod ACP-landene, da de latinamerikanske lande med aftalen accepterer, at sænkningen af importtoldsatserne på tropiske produkter er EU's ultimative bud i Doha Runden.

Dermed afstår de latinamerikanske lande og USA fra at presse EU yderligere på dette punkt i forhandlingerne, ligesom de frafalder alle verserende banansager ved WTO's handelsdomstol.

Dog understreger EU i aftalen, at sænkningen af importtolden på bananer vil blive fastfrosset i op til to år, hvis landbrugsforhandlingerne i Doha Runden ikke er afsluttet senest med udgangen af 2013.

Ikke desto mindre er bananer langt fra at være en afsluttet saga for EU-kommissionen.

Aldrig så snart har Mariann Fischer-Boel kunnet afslutte den længstvarende handelskrig, førend konkurrencekommissær Nellie Kroes har indledt en kartelsag mod distributører af bananer.

EU-kommissionen har endnu ikke løftet sløret for, hvilke virksomheder den mistænker for kartelvirksomhed, men det er anden gang i dette årti, at EU-kommissionen tager et opgør med bananindustrien.

I oktober 2008 blev Dole og Del Monte idømt 60,3 mio. euro i bøder for i årene 2000-02 at have aftalt bananpriserne i otte europæiske lande. Chiquita slap for en bøde, fordi selskabet havde afsløret kartellet.

BRANCHENYT
Læs også