Obligationer: Kursfald efter gode tal i USA

Det danske obligationsmarked lukkede tirsdag med kursfald, idet investorerne udtrykkede øget optimisme for den globale økonomi og herunder specielt for den amerikanske.

Tirsdagen bød på en lang række interessante opgørelser, selvom perioden her inden jul generelt er præget af lav aktivitet. Tal for det amerikanske boligmarked kom ud bedre end ventet, idet salget af ekstisterende boliger viste en langt større stigning end ventet i november.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede tirsdag 0,19 point lavere i kurs 103,84 med en effektiv rente på 3,52 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-38'erne 0,10 point lavere i kurs 93,40 med en effektiv rente på 4,65 pct.

På makrosiden kom der tirsdag vigtige tal for det amerikanske boligmarked ved salget af eksisterende boliger i november, efter at salget i oktober bød på en markant positiv overraskelse med en solid fremgang på 9,9 pct. til det højeste niveau siden februar 2007. Salget viste en fortsat solid fremgang på 7,4 pct. til 6,54 mio. enheder i november sammenlignet med analytikernes forventninger om en mindre stigning på 2,5 pct. Den amerikanske præsident, Barack Obama har forlænget skatterabatten til nye boligejer til og med april 2010, hvor den ellers oprindeligt var sat til at udløbe ved udgangen af november.

- Skatterabatten har forlænget den positive effekt på boligsalget, hvor omtrent to millioner amerikanske boligkøbere har draget fordel af skatteordningen, vurderede cheføkonom Lawrence Yun hos Realtors Group til Bloomberg News.

Fokus var også rettet mod det amerikanske regionale erhvervstillidsbarometer for Richmond i december, som investorerne bruger som opvarmning til det nationale ISM-erhvervstillidsbarometer, som offentliggøres den 4. januar 2010. Opgørelsen blev til en skuffelse med et fald til minus 4 i december sammenlignet med en måneden forinden. Økonomerne havde ventet en fremgang til 5 i december. Richmond betegnes som et af de mindre væsentlige regionale opgørelser sammenlignet med eksempelvis Chicago eller Philadelphia.

Der kom også tirsdag endelige tal for BNP-væksten i USA i tredje kvartal, som viste en skuffende nedrevidering til en stigning på 2,2 pct. sammenlignet med en stigning i væksten på 2,8 pct. i den forrige opgørelse. Økonomerne har ellers på det seneste skruet op for forventningerne til udviklingen i fjerde kvartal. Royal Bank of Scotland har hævet sin prognose for BNP-væksten i fjerde kvartal til en stigning på 5,0 pct. på årsbasis sammenlignet med tidligere prognose om en vækst på 3,3 pct. tilbage fra blot starten af november

Ved dansk lukketid kostede en euro 1,4240 dollar og lå dermed lidt svækket mod dollar. Den amerikanske tiårige T-bond lå ved dansk lukketid 15/32 point lavere i kurs 97 1/32 med en effektiv rente på 3,73 pct.

BRANCHENYT
Læs også