Aktier: Boligsalg kickstartede C20

Det danske eliteindeks lukkede 0,86 pct. højere i 334,25 med FLSmidth og Danske Bank i spidsen, mens Genmab agerede bundprop.

En skuffende amerikansk BNP-vækst blev undermineret af en overraskende fremgang i det amerikanske salg af eksisterende boliger, hvilket understøttede den positive C20-udvikling. Det danske eliteindeks lukkede 0,86 pct. højere i 334,25 med FLSmidth og Danske Bank i spidsen, mens Genmab agerede bundprop.

- Tirsdagen var et stille julemarked med fokus på Vestas og den manglende ordreannoncering, mens FLSmidth blev understøttet på bekræftelsen af en cementordre i Tunesien. Stemningen var positiv og fik et sent løft på bedre end ventede tal for det amerikanske boligmarked, sagde aktiechef Dan Andreasen hos Ringkjøbing Landbobank til RB-Børsen.

Novo Nordisk lukkede med en marginal 0,2 pct. fremgang til kurs 337. Investorerne afventer fortsat meldingerne fra de amerikanske myndigheder FDA, som skal godkende Victoza. Det er meddelt, at FDA-meldingen kommer i 4. kvartal, men med de kommende helligdage er tiden ved at rinde ud. Yderligere har de amerikanske politiske tovtrækkerier om en sundhedsreform presset Novo Nordisk. Obama vandt mandag første afstemning i Senatet, og det skal følges op af en ny afstemning, som ventes gennemført den 24. december.

En god finansstemning smittede af på Danske Bank, der lukkede solide 2,4 pct. højere i kurs 117, og Nordea steg 1,4 pct. til kurs 53,3, efter at den norske storbank DnB Nor gav aktien en købsanbefaling. Det er DnB Nor Markets-analytiker Odd Weidel, som mener, at Nordea er gået fra at være en nummer 2 bank til at blive en af de ledende banker i Norden. Weidel peger på, at Nordea har vundet markedsandele under den økonomiske nedtur.

FLSmidth steg 2,4 pct. til kurs 357. Ingeniørvirksomheden bekræftede tirsdag rygter fra de tunesiske medier om at have underskrevet en kontrakt med det tunesisk ejede Carthage Cement på levering af udstyr og service til en cementfabrik i Tunesien.

A. P. Møller - Mærsk lukkede 0,6 pct. højere i kurs 36.600. Mærsk meddelte tirsdag overtagelsen af det amerikanske olieselskab Devons' rettigheder i Den Mexicanske Golf. Dermed har Mærsk Olie og Gas mulighed for hurtigt at etablere produktion.

- Vi er meget tilfredse med dette køb, som gør os i stand til at etablere en væsentlig produktion i løbet af kort tid. Samtidig mener vi, at området har et stort potentiale, hvilket er årsagen til, at vi ønsker at udvide vores tilstedeværelse i området, sagde Maersk Oil-direktør Jakob Thomasen i en meddelelse.

Yderligere oplyste rederiet, at købet af en ejerandel på 70 pct. af en olielicens i Norskehavet er gennemført.

Auriga Industries steg 4,6 pct. til kurs 102. Det kinesiske statsejede selskab Sinochem forsætter opkøbsforsøget af den australske Auriga-konkurrent Nufarm, som har sænket indtjeningsforventningerne tre gange i år. Glyfosat-markedet har i 2009 været præget af øget kinesiske konkurrence, hvilket også har ført til flere nedjusteringer hos danske Auriga Industries.

Bavarian Nordic steg 2,2 pct. til kurs 139, efter at Handelsbanken, til trods for sidste uges større nedjustering, fastholdt sit positive syn på selskabet. Nedjusteringen fra Bavarian kom i kølvandet, efter at de amerikanske myndigheder forsinkede godkendelsen af selskabets koppevaccine-leverancer yderligere.

BRANCHENYT
Læs også