Lukkede fladt trods øget risikoappetit

Det danske obligationsmarked lukkede tirsdag stort set fladt, selvom der var tale om moderate stigninger på de europæiske aktiemarkeder ved dansk lukketid. Aktiviteten var meget lav i denne forkortede handelsuge mellem jul og nytår, og eftersom tal for den amerikanske forbrugertillid kom ud stort set som ventet, forblev investorerne på sidelinjen.


Den amerikanske forbruger kom onsdag eftermiddag i søgelyset, idet Conference Board var aktuel med tal for forbrugertilliden for december. Efter den seneste tids bedring på arbejdsmarkedet havde investorerne sat næsen op efter en forbedring til 53,0 i december, hvilket stort set blev indfriet med en fremgang til 52,9. Forrige måned blev dog oprevideret til 50,6 fra 49,5.

»De amerikanske forbrugere er blevet mere sikre på, at et opsving i økonomien er på vej, men den høje arbejdsløshedsprocent får stadig mange forbrugere til at gå stille med dørene med optimismen,« sagde cheføkonom Avery Shenfeld hos CIBC World Markets til Bloomberg News.

Afsluttende kom der tal for boligpriserne i USA i oktober fra S&P/CaseShiller, hvor prisindekset landede på 146,58, hvilket var en anelse dårlige end analytikernes forventninger på 147,00. På årsbasis viste prisindekset en forbedring til et fald på 7,28 pct. i oktober sammenlignet med et fald på 9,27 pct. måneden forinden.

Investorerne har i denne stille periode mellem jul og nytår en del fokus rettet mod den ugentlige auktion af amerikanske statsobligationer, hvor der tirsdag skulle sælges for hele 42 mia. dollars femårige papirer. Investorerne er generelt bekymret for, hvorvidt udbuddet kan sælges i denne stille periode. Onsdag skal der sælges papirer for 32 mia. dollars syvårige statsobligationer.

»Vi er pessimistiske for auktionerne. Med de få markedsdeltagere på plads inden årsskiftet, så venter vi en meget svag efterspørgsel, samt at renterne generelt er pressede for tiden grundet et mere optimistisk syn på den globale vækst,« sagde cheføkonom Yasutoshi Nagai hos Daiwa Securities til Bloomberg News.

BRANCHENYT
Læs også